Du husker nok, at jeg i 2019 solgte mit firma Billy, der leverede et brugervenligt regnskabsprogram til mindre virksomheder. Men allerede et par år forinden havde jeg sammen med bl.a. Thomas Qvist, Kean Pedersen og to andre udviklere stiftet en anden virksomhed i samme kategori, nemlig Salary.dk. Nu er også Salary solgt, og endda til den samme køber som Billy, nemlig Ageras, med Rico Andersen i spidsen, omend der var flere bejlere til den lille lønraket. Dermed kan jeg føje mit femte exit til listen.

Det ville være en overdrivelse at sige, at salg af virksomheder er blevet hverdag for mig, men jeg har nu prøvet det så mange gange, at hele salgsprocessen blev overstået på én uge. For mig er det en ny rekord, og det har kun kunnet lade sig gøre med et totalt afklaret founderteam, en gennemstruktureret virksomhed og en køber, som jeg havde handlet med før.

Hvad har Ageras Group købt?

Ageras Group har købt Danmarks absolut letteste lønsystem og bedste teknologi-stack med et stærkt coreteam bestående af to af founderne, en bundsolid direktør samt udvikler-, support- og marketingteams. Jeg har været en del af hele forløbet, men mest gennem konkrete strategiske tiltag og min idérigdom. Derudover havde jeg selvfølgelig også investeret lidt over 2.000.000 kr. Selve driften af Salary er blevet eksekveret af Thomas og Kean i samarbejde med resten af teamet.

Vi var første mand på månen inden for lønsystemer. Salarys har fra start haft et stramt fokus på at forsimple administration for SMVer, hvor vi var de første, som kom med lønudbetaling på dagsbasis (kaldet Swipe), vi var de første til at lave nul-lønindberetning, som sparede de selvstændige 800 kr. pr. gang, ligesom vi var de første til at køre helt automatisk løn, uden manuel involvering, herunder automatisk bogføring af de mange posteringer, som følger med en lønudbetaling. Alt det og mere til, passer som fod i hose for Ageras Group, der også har til mål at simplificere administration for SMVer.

Handlen er værdifuld for begge parter, og den gensidige interesse har bygget på et godt match, timing og tillid. I Salary stod vi nemlig midt i et vadested: Enten skulle vi rejse penge og gå venture capital-vejen, eller også skulle vi sælge virksomheden. Vi valgte det sidste, således at det eksekverende founderteam kunne belønnes fremover, samtidig med at alle hidtidige ejere kunne købes helt ud på det nuværende værdigrundlag. Derfor ejer Ageras Group nu Salary 100 %.

Skal, skal ikke?

Dette er nok et af de spørgsmål, som mange stiller sig, før et exit kommer på tale: Skal man sælge eller vente? Er timingen den rigtige? For os var timingen i den konkrete handel perfekt, for vi havde været i gang i lidt under 5 år, og kunne dermed præsentere et gennemarbejdet produkt, proof of concept, accept i markedet som frontend-spiller og en flot, stejl vækst måned efter måned. På den måde kan man sige, at fremtidens vækstscenarie var til at få øje på, og inden vi gik venture capital-vejen, kunne salget regnes hjem, således at samtlige ejere fik en økonomisk gevinst på ganske kort tid.

Inden jeg sælger en virksomhed, spørger jeg altid mig selv: Er der en overvejende sandsynlighed for, at jeg kan skabe en større værdi i nye startups, og er væksten i virksomheden på et så højt niveau, at jeg får en gevinst for den tid, de penge og den arbejdsindsats, jeg har investeret? Ligeledes spørger jeg: Kan jeg starte nye virksomheder, som kan nå at vækste mere, og derigennem blive bedre investeringer? Det kan ikke altid betale sig at blive ”hængende”, selvom det er fristende at fordoble sin investering.

Stor tak til mine kollegaer

Enhver startup-succes udspringer af en holdindsats. I Salarys tilfælde udmærkede stifterteamet sig med en stribe af senior-foundere, der kendte hinanden på forhånd, og havde et stort kendskab til kompleks systemudvikling. Dernæst var der et stærkt, bærende ledelsesteam, som med direktør Brian Brorsbøl i spidsen også har været med til at muliggøre denne deal. Jeg vil især takke Thomas og Kean, der valgte at gå fuldtid for lidt over et år siden – uden deres ekstraordinære indsats ville vi ikke være nået så langt på så kort tid. Tak!

Brand New Ventures er min nye rampe

Mit bidrag til startups er sjældent på driftsniveau, men består derimod i branding, nytænkende konceptualisering, deal-struktur og PR samt i at rejse penge og finde potentielle købere, når et exit skal gennemføres. En ganske unik kombination, hvor jeg i modsætning til de fleste andre iværksættere aldrig er direktør i særlig lang tid (hvis overhovedet), men kun deltager i virksomheden, når min erfaring kan gøre en reel forskel de første par år, indtil den ”går i drift”, og et fast fuldtidsteam er bygget op. Det betyder helt lavpraktisk, at jeg er bedst dér – fra idéfase til proof of concept – og netop det har jeg gjort til mit speciale/sweet spot. På den måde kan jeg fokusere på at konceptualisere gode idéer, kommercialisere dem og så starte forfra. Det er min levevej.

Da jeg ikke kan skalere mig selv, har jeg i stedet stiftet Brand New Ventures med Joakim Warnøe og Rasmus Sindberg. Her er alle de ovennævnte kompetencer samlet og fordelt på flere hænder, så mine fremtidige startups begynder deres rejse der. I modsætning til mig selv, kan denne forretningsmodel skaleres.

Fun fact: Jeg er medejer af direkte og indirekte 20 selskaber, og ser ind i en fremtid med mange flere exits! Stay tuned.

 

 

 

 

 

 

 

 

Werner Valeur

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Leave a Reply