Jeg støder ofte på folk, som spørger mig, hvorfor jeg ikke investerer i fast ejendom, når markedet har været nedadgående, og jeg har likviditet til det. Men svaret er for mig enkelt. Hvis man skal gøre det godt inden for simpel ejendomsinvestering, får man allerhøjst to gange sine penge hjem, og investeringen er relativt langsigtet. Som it-iværksætter kalkulerer jeg med mellem 10 og 100 gange pengene igen inden for 5-10 år, når jeg investerer i et it-startup. Over tid vil jeg givetvis investere i ejendom for at sprede risikoen, men på nuværende tidspunkt er min risikoprofil anderledes.

Skulle jeg investere i en virksomhed, hvor jeg ”blot” kunne hente min investering hjem med en faktor to, ville jeg for det første slet ikke gå ind i virksomheden, eftersom afkastet er for lavt, og for det andet står det slet ikke mål med den risiko, der trods alt er ved at investere i nye idéer kontra fast ejendom.

Det er klart, at selv som erfaren iværksætter er det ikke givet, at jeg rammer plet hver gang, jeg går ind i en virksomhed. Omvendt har jeg også en stor viden om de virksomheder, som jeg investerer i, hvorfor jeg historisk kan se, at jeg tilstrækkeligt mange gange har ramt plet.

Jeg investerer som udgangspunkt kun i egne virksomheder eller virksomheder, hvor jeg kan være aktiv i enten bestyrelsen eller advisory boardet. Ligesom med børsnoterede aktier handler det for mig om maksimal information for at kunne afgøre, hvorvidt en investering er god. Mine selektionskriterier for mine investeringer er følgende:

– Teamet: Er det erfarent, har de en god track record, og kender de markedet?

– Idéen: Er den nyskabende og indlysende god?

– Markedet: Er det i vækst og stort nok?

– Skalerbarhed: Er det muligt at skalere virksomheden og dermed omsætningen?

– Forretningsmodellen: Er der grundlag for en løbende indtægt i form af abonnement?

Min risikoprofil er betragteligt højere end gennemsnittet, hvilket selvsagt har downsides og upsides. Den største forskel for mig, når jeg investerer, er derfor også at have både data og en god intuition for, om jeg skal satse mine penge eller ej. Man kan godt sige, at jeg mere investerer efter mavefornemmelse end på baggrund af lange, tunge rapporter. Det er dog ikke ensbetydende med, at mine investeringer er usaglige eller ikke beror på et datagrundlag. Datagrundlaget er bare i højere grad mine 15 års erfaringer som iværksætter, hvor jeg har set, hvad der er gået godt og ikke så godt. Dermed er min indre investeringsrisikoberegner blevet forfinet over tid.

Mit indlæg har til formål at besvare det indledende spørgsmål om, hvorfor jeg investerer i startups fremfor i fast ejendom. Men hvordan investerer du? Og har du selv overvejet at investere i startups? Hvorfor tilvælger du dem, eller hvorfor fravælger du den type investeringer til fordel for børsnoterede aktier?

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Leave a Reply