Danmark står stille. Væksten er flad, og vi sidder tilbage med undrende blikke: Hvorfor gør vi det? Forklaringen er enkel: Fordi vi ikke har lært at stille krav og tænke internationalt, men er yderst konservative og ikke tilskynder til forandring og omstillingsparathed.

Vi danskere lever i en boble, hvor vi tror, at vi er de bedste, at vi kan klare os selv, og at vi med høje skatter har flere penge til et godt velfærdssamfund. Alt det hører desværre til vores storhedsfortid. Nu skal vi stramme ballerne og acceptere, at vi sejler agterud, hvis ikke vi gør tingene radikalt anderledes. I det følgende blogindlæg får du mit bud på nogle af de væsentligste ændringer, som Danmark burde indføre. Hellere i dag end i morgen.

Stil krav om modydelse

I Danmark har vi (heldigvis) en kultur for, at uddannelser er ”gratis”, at man kan få understøttelse, hvis man mister sit job, og at man kan komme til lægen eller på hospitalet uden at skulle have penge op af lommen – i hvert fald ikke direkte op af lommen. Og med det udgangspunkt har vi så lagt grundlaget for det, som jeg kalder serveringskulturen. Men hvorfor er det, at vi som samfundsborgere har accepteret en så naiv model, der i sidste ende skader dig, mig og ja, alle dem, der rent faktisk bidrager til samfundet? Det er trods alt størstedelen, men vi vender det døve øre til, når nogen stiller krav om en modydelse. Det er ellers meget normalt i alle mulige andre sammenhænge: Sælger du noget, forventer du at få noget igen som sælger. Ligesom hvis du køber noget – så stiller du også krav og har forventninger til det, du køber. Og hvis du er utilfreds, bytter du det. Lad mig komme med et par eksempler.

Hvis du så fx skolen som et sted, du finansierede direkte, altså ved at indbetale penge direkte til skolen i en kuvert hver måned, ville du så ikke stille krav om, at skolen omvendt leverede kvalitet, så du fik mest muligt ud af dine penge? Betaler vi skat, som vi gør i dag, havner pengene i ”fælleskassen”, og du har ingen reel indflydelse på netop den skole, du har dine børn på, og du indirekte har betalt til. Problemet er simpelt: Dem, der fordeler pengene, har ikke nødvendigvis en interesse i din skole, om ikke andet har de rigtig, rigtig mange interesser at pleje. Det betyder i al sin enkelhed, at du får en dårligere skole og ikke har reel indflydelse.

Tag eksemplet med SU – alle, der betaler skat, betaler til denne service, men vi stiller ingen betingelser for at vælge SU til. Det svarer til, at man gik ind i en virksomhed, fik et job og så bare lod være med at møde op eller levere en brugbar værdi. Man ville jo blive fyret på stedet. Hvorfor er det, at vi som samfund er så bange for at forvente noget for de penge, som vi lægger i fælleskassen? Helt konkret ville det være mere ansvarligt at stille krav til dem, der modtager SU. Det kunne være alt fra krav om at bestå, krav om at møde op eller krav om, at man som minimum betaler sin SU tilbage, inden man rejser ud af landet.

Danmark er verdens navle, tror vi i hvert fald

Danskere er nationalister, og vi elsker os selv, for vi er jo bedre end andre lande, kulturer og ja, alle andre. Men verden drejer ikke rundt om Danmark, det gør verdensmarkedet, de store nationer og de helt store økonomier. Danmark skulle til at tænke større og internationalt i stedet for at tro, at vi kan det hele selv. Det kan vi ikke.

Tag fx vores iværksætterkultur: Den er stærk, vi er meget ansvarsbevidste, og der er masser af kvikke danskere, der starter succesfulde virksomheder. Problemet i samfundet er bare, at vi helst ikke vil have, at andre mennesker får succes, og hvis de gør, så holder vi på dem, så det er svært at komme ud af landet. Hvorfor vender vi det ikke om, så vi påskønner succes og folk, der klarer det godt? Så vi tilskynder til, at disse mennesker rejser ud af landet under de klare forudsætninger, at de fx skaber x antal arbejdspladser i Danmark, og at de kommer hjem en dag og bruger de mange millioner, som de har tjent, på nye virksomheder, forbrug eller lignende. Bemærk: Jeg har ikke nævnt skatterne, men det er netop dem, som skræmmer mange succesfulde mennesker ud af landet – for good! Hvorfor er det, at vi ikke stræber efter at gøre Danmark til det mest attraktive land for iværksættere og virksomhedsejere at opholde sig i? Det er dem, der skaber arbejdspladser, og dem, der kan få ting til at ske. Det ville hurtigt rygtes i andre lande, hvis vi i Danmark fx havde lav ”capital gain” på egne virksomheder, ligesom en lav virksomhedsskat ville trække endnu flere virksomheder til landet. Det er ikke altid skatten, isoleret set, som giver velfærd, det gør forbrug og arbejdspladser også.

Hvad angår dem, der driver onlinevirksomhed, så vil vi i de kommende år se flere og flere af disse iværksættere blive udlandsdanskere, simpelthen fordi Danmark, når det gælder både vejret og de høje skatter og afgifter, har virkelig dårlige konkurrencevilkår. Du tænker måske ikke over det, men køber du en familiebil for topskattebetalte penge, så ender du med at betale 89 % i skat – hvor ligger rimeligheden i dette? Her taler vi ikke om en skattefri zone, men om et land, som gerne skulle kunne skabe en tiltrækningskraft over for dem, der bidrager til samfundet med blandt andet arbejdspladser og forbrug – også kaldet Lego-folket. Vores nuværende stiltiende accept af samfundsmodellen, hvor man har høje skatter og stor bevægelighed, betyder, at vi ser folk flytte – og det er langtfra dem, der er på understøttelse, som flytter, men velhavende danskere. Det kan bedst forklares med historien om de ti danskere, der med forskellige størrelser pengepunge skal på restaurant, hvor der opstår store diskussioner, da tjeneren giver dem en rabat. Hvordan skal rabatten deles på mest fair vilkår? Du kender den nok godt, men hvis ikke kan du læse den på ”Den dag de rige ikke betalte restaurantregningen mere”.

Hvis vi ikke gør tingene anderledes, end vi plejer, får vi det samme resultat

I Danmark bruger vi mere af vores politikeres tid på at diskutere fordeling af penge end på at skabe vækst, og det koster altså på vækstfronten. Selvfølgelig vil der altid være et gigantisk spillerum for diskussioner om, hvordan penge skal omfordeles, for der vil altid være forskellige interesser, meninger og idéer blandt folket. Problemet er bare, at alt imens vi taler om fordeling, kommer vi sidst i mål, når vi skal skabe et bedre samfund med bedre hospitaler, bedre skoler og mere attraktive forhold for skatteyderne. Det er på tide at ”ryste posen” og debattere mindre om fordeling og mere om positiv vækst.

Den opsummerede handlingsplan

Danmark, hvad så – skal vi trykke på speederen eller fortsat holde foden på bremsen? Vi skal i hvert fald gøre op med os selv, hvordan vi ændrer vores måde at gøre tingene på, hvis vi seriøst ønsker fremskridt og forbedrede resultater. Kort opsummeret betyder det:

  1. Stil krav til borgere, der får ydelser af samfundet.
  2. Gør Danmark til det mest attraktive land for virksomheder og iværksættere.
  3. Brug mindre tid på fordeling og mere tid på vækst.

Kort fortalt: Se samfundet som en velsmurt virksomhed fremfor som det gamle velfærdssamfund, som vi stadig drømmer om.

Mange hilsner

Toke Kruse

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Leave a Reply