Efter megen debat samt mange likes og kommentarer til mit seneste blogindlæg I DR’s program ”Løvens Hule” bliver iværksættere flået har jeg i dette skriv lagt vægt på, hvordan du rent praktisk finder frem til den rigtige valuation af din virksomhed, samt værdien ved at have investorer med om bord.

Hvad er den rigtige valuation for dig?

Valuation er et udtryk for, hvad virksomheden er værd i dag i forhold til dens fremtidige indtjening og potentiale. Jo mere traction og jo flere målepunkter og data, du har for din virksomhed, jo lettere er det at fastsætte værdien af den. Valuation er en svær disciplin, for i sidste ende er værdien af din virksomhed det, som en investor eller køber vil betale – desuagtet dine spreadsheets. Du kan som iværksætter godt mene, at din virksomheds potentiale og dermed værdi er større, end hvad en investor mener, men du kan også i den grad møde investorer, som blot ikke er risikovillige nok. Ofte vil en sådan investors reaktion være et krav om et kraftigt nedslag i prisen, for så mister han mindre, hvis det ikke går som forventet – altså et udtryk for lavere risikovillighed. Lige netop den del har jeg skrevet mere om på ComputerWorld.

Tilbage til spørgsmålet: Den rigtige valuation for dig er mindst lige så vigtig at kende som markedets eller investorernes mening. Derfor har jeg opstillet tre pragmatiske eksempler på, hvordan du kan finde frem til din valuation. Hvis du er en regnenørd, kan du også google begrebet ”DCF model” og beregne dig frem til en valuation.

Eksempel 1: Tror du selv på investerings-impact?

For at simplificere denne tankegang kan du selv lave et regnestykke, hvori det antages, at I er to, som har startet en virksomhed, som I ejer lige meget. Hvad vil I helst have: 50 % af en virksomhed, som bliver 10 mio. værd (hvilket svarer til, at du får 5 mio.), eller 25 % af en virksomhed, som bliver 40 mio. værd (hvor du altså får 10 mio. kr. – et dobbelt så højt afkast!). Med det regnestykke i baghovedet gør det måske ikke så meget, at du har solgt billigere, end du havde estimeret, hvis blot du tror på, at de penge, som investorerne kommer med, kan bringe dig til værdien på de 40 mio. Man kan i den sammenhæng sige, at du stadig ”går i nul”, hvis virksomheden ender på 20 mio. og altså fordobler sin værdi i forhold til dit udgangspunkt.

Eksempel 2: Kend dine alternativer

Inden du takker ja til en investor, så sørg for, at du har målt tilbuddet op imod andre alternativer, så du ikke havner i en situation, hvor du tvinger dig selv til at tage noget uanset hvad. Det er altid godt at få mere end én investor til at byde, så du får en vis grad af frihed og ikke mindst en indikation af værdien af dit selskab ude på markedet.

Eksempel 3: Convertible notes

En alternativ måde at værdiansætte din virksomhed – eller at udskyde værdiansættelsen – er at få investoren til at benytte sig af convertible notes. Jeg har talt med advokat Kristian Holte, som siger:

“Convertible notes er et alternativ til direkte investering. Investor låner penge til selskabet, og de penge kan investor så senere konvertere til ejerandele på de vilkår, som CN fastsætter. Det er almindeligt, at investor fx kan konvertere en ny investeringsrunde. Et CN kan fastsætte konverteringsprisen, men kan også udskyde det spørgsmål til senere, hvilket virker attraktivt for en del iværksættere. Men convertible notes er mere nuanceret end som så og ikke altid en fordel for iværksættere. Convertible notes er ikke nødvendigvis mere fair for iværksættere. Problemet er, at mange iværksættere ser convertible notes som den hellige gral. Iværksætterne er tiltrukket af idéen om at udskyde valuation, fordi man frygter det salg, der ligger i den diskussion. Men hvis man som iværksætter kombinerer udskydelse af valuation med en heftig rabat (discount) plus loft (cap), kan man få problemer senere. Det er rigtigt, at der på kort sigt kan være tid og penge at spare på transaktionsomkostninger (fx til advokat), men på lang sigt sparer man ikke noget, nogle gange tværtimod.”

Der er mange måder at fastsætte en valuation på, og det kræver langt mere indsigt end blot et omsætningstal, antallet af ordrer eller noget tredje. Det er en helhedsbetragtning, hvori detaljerne spiller en afgørende rolle.

Hvad er en investor værd?

Der er mange slags investorer. Der er dem, som kun kommer med penge; dem, som har markedskendskab, og så er der kapitalfonde, som ofte kan bidrage med begge dele.

Den største værdi for virksomheden kan lige så vel være investorens netværk og viden, som det kan være de penge, vedkommende kommer med. Ofte er det en kombination, der gør, at din virksomhed vækster mere, end hvis investoren ikke investerede.

Det er derfor også vigtigt, at du ikke underkender, hvor meget den rette investor kan være værd. Han eller hun har prøvet det før, har de økonomiske muskler og kan i den grad være afgørende for, om din virksomhed bliver 10 eller 100 mio. værd. Men timingen skal være der, og du skal ikke lade dig friste for tidligt. Det sjoveste tidspunkt at få penge fra investorer er:

1)   Når du ikke har brug for pengene her og nu (så du ikke bliver presset på prisen).

2)   Når du har opnået proof of concept og har en god traction (du kan vise, at din idé og forretningsmodel holder).

3)   Du vækster og kan vise, at hvis du får flere penge ind, kan du skalere din virksomhed.

Held og lykke derude!

Mange hilsner
Toke Kruse

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Leave a Reply