Anmeldelse af ‘Ét liv, én tid, ét menneske’ af Morten Albæk – få iværksætterens svar på, om bogen er spild af tid

De klassiske anmeldelser lader jeg de traditionelle aviser om, så her får du min mening: Er det tidsspilde og meningsløst at læse Ét liv, Én tid, Ét menneske? Nej, det er den ikke for den er god, men den beskriver også en retning for verden, som ikke svarer til den virkelighed, jeg som iværksætter kommer fra. Måske kan de ”gamle” virksomheder derfor lære noget af iværksættere, der i høj grad praktiserer noget af det, som der i bogen filosoferes over.

Jeg får at vide, at ikke alle kan klare sig lige så godt som mig, at jeg stiller for store krav til mine omgivelser, og at alle ikke kan arbejde lige så meget, som jeg har gjort. Især det sidste er der nok noget om, men i hvert fald kan andre mennesker lære noget af, hvordan iværksættere arbejder med mening. For der var naturligvis en mening med de mange timer (da jeg arbejdede 80 timer om ugen), som for mig var både fritid, familie og arbejde. Der er og har altid kun været Ét liv, Én tid, Ét menneske. I mange år hed det iværksætterlivet – all or nothing. I dag arbejder jeg langt mindre og bruger også tid på min søn og familie.

Du kan læse med her, før du læser bogen, eller hvis du har læst bogen. Har du ikke læst bogen, kan jeg kort opsummere, at den handler om, at folk ikke har mening i deres liv på trods af, at vi kun har et liv, kan kun leve i én tid, og vi naturligvis kun er ét menneske. Man kan ikke opdele livet efter det kendte begreb ”work-life-balance”, af selv samme årsag, mener forfatteren. Ifølge forfatteren, der for mig er en anelse for meget sort-seer, er verden overdrevet deprimeret og uden mening.

Mit indspark skal inspirere og sparker bogens mørke budskab til hjørne. God læsning!

Er der virkelig så lidt meningsløshed tilbage i vores hverdag?

Forfatterens fokus på emnet ”meningsløshed” – udover de talrige undersøgelser, som der henvises til – udspringer formentlig af for mange timer i virksomheder, hvor folk er udslukte og har en ørkesløs hverdag: Man ser, hvad der er umuligt (eller muligt), gennem de mennesker, der omgiver en. Hele præmissen for bogen er i den sammenhæng skæv. Verden er god og meningsfyldt for dem, der ønsker det og arbejder for det, og vi er langt fra helt derhenne, hvor forfatteren gerne vil have os hen. Den tristesse, som forfatteren dyrker og udråber som problemet, kan i øvrigt let kureres. Det behøver ikke blive en ”movement” – man kan blot nøjes med at gøre ting, der giver mening, og fravælge eller neddrosle de åbenlyst ikke-meningsdannende ting. Det kommer jeg tilbage til.

Bogen er god og læst på en lille dag. Den er dog for mig til tider en anelse ensporet og unøjagtig i sine stribevis af antagelser om ledere (som bogen allerede tidligt generaliserer om). Det er givetvis ny viden på de støvede direktionsgange, men basal viden for os iværksættere, der nærmest kun bliver målt på, hvor gode vi er til at skabe mening for vores team. Det er sådan set betingelsen for overhovedet at kunne nærme sig en succes. Derfor er jeg ikke enig i, at man ikke allerede i høj grad måler på niveaet mening, for det gør iværksættere.

I iværksættervirksomheder måler vi niveauet af mening, ellers ville vi simpelthen ikke overleve ret længe

I iværksættervirksomhederne har man sædvanligvis ikke råd til høje lønninger, så man må kompensere ved at tilbyde en anden vigtig valuta end traditionel rigdom, nemlig ”mening”. Man møder på arbejde, fordi det giver mening, ikke fordi man tjener store penge. Arbejdet bliver fritid, og fritid bliver til arbejde. Og som forfatteren helt korrekt skriver – man kan ikke opdele tiden, for man er ét menneske. Som iværksætter bliver man faktisk straffet ganske alvorligt, hvis man ikke formår at skabe mening. Men dem, der formår det, får også større succes. Folk skal være villige til at gå 50 % ned i løn og alligevel stadig bruge mere end 1/3 af deres døgn på det, andre kalder arbejde. Den fritid, som ”almindelige” taler om, har man ikke i nær samme grad. Jeg skal her indskyde, at jeg aldrig er blevet iværksætter, fordi jeg skulle blive mangemillionær. At det med tiden har kastet lidt guld af sig, er blot en sidegevinst.

Jeg er ikke den eneste, som er ekspert i meningsskabende arbejde. Det er der også mange andre iværksættere, der er. Det er altså langtfra i alle ledelser og virksomheder, det står så slemt til, som bogen hævder. Hvis jeg skal være ærlig, er vi også dygtige til at presse os selv det sidste stykke, hvilket til tider kan virke stressende for kroppen. Der er dog ikke tale om permanent, men om momentan stress, som er både sund og sjov for et konkurrencemenneske.

At antyde, at ”vi” i større og større grad er deprimerede eller, som forfatteren udtrykker det; i ulykke uden mening med livet, er i mine øjne helt forkert. Jovist, nogle analyser peger i retning af, at flere er stressede og deprimerede, men hele verden ser ikke sådan ud, så den tendens er begrænset til nogen grupper. Som iværksætter møder jeg nogle helt andre mennesker. De er ikke bare tilfredse og lykkelige, men lever et liv med mening – uanset om det drejer sig om deres arbejdsliv eller fritidsliv. Det hele spiller sammen i det ene liv, de har.

Er problemet så kun i de traditionelle, etablerede virksomheder?

Kommer man fra de største danske virksomheder, rammer bogen måske lige på kornet, og jeg må tilstå, at jeg kun har ringe erfaring med at arbejde sådanne steder. Mit sidste ”rigtige” job var hos Coca-Cola Nordic, hvor der i øvrigt var masser af mening at hente for mig. Og selvom forfatteren er beæret over at være en del af toppen i Joe and The Juice, så mærker man også, at han er imponeret over, at nogen har bygget en juicebar med høj musik og gjort den til en økonomisk vækstsucces. Det skal ikke misforstås, Joe and The Juice gør det hamrende godt (!), men det er ikke anderledes end med mange andre iværksættere, som er lige så gode til at skabe mening. Ret skal være ret, havde bogen slet ikke haft et sådan eksempel med, var bogen endnu længere væk fra virkeligheden, så tak for denne!

Det står mellem linjerne, men bliver aldrig klart ekspliciteret, at bogen henvender sig til medarbejdere og ledere, der er blevet opdraget med et paradigme om, at ferie er godt og arbejde skidt. For iværksættere er det nærmest omvendt, og mit gæt er, at bogen slet ikke er skrevet til os. Men kunne jeg så ikke bare lægge den fra mig? Selvfølgelig kunne jeg det, men på den anden side lægger forfatteren op til, at vi som ”menneskehed” bevæger os i den gale retning. Det er efter min mening forkert; alene iværksættere går nemlig i en helt anden retning, hvilket man kan se, når man læser de 60 gode grunde. Det er også nemt at forklare, hvorfor vi elsker livet som iværksættere.

Den virkelige verden – set fra en iværksætters perspektiv

Det er en af lederens fornemste opgaver at hjælpe hver enkelt ansat med at skabe denne mening. For iværksættere har det altid været sådan, at teamet er en del af noget større, og at det aldrig handler om lønnen (selvom den kan give en vis frihed), men om visioner og historier, som man har lyst til at være en del af. I min nyeste virksomhed, Bilagscan, har jeg fra dag ét valgt, at alle i kerneteamet skal have ejerandele i stedet for en tårnhøj startløn. Det har fungeret ekstraordinært godt, selvom det har krævet en vis guidance. Hvor meget må man fx bestemme og ”blande sig”, når man ejer nogle procent? Og hvordan håndterer man de dilemmaer, som opstår, når man er både ejer og ansat (hvad tjener virksomheden bedst, og hvad tjener bedst mig som privatperson?)? Alt i alt er konstellationen dog særdeles meningsskabende, hvis man som menneske er villig til at tage chancen.

Video: Et lille indblik i, hvordan vi skaber mening i en af mine virksomheder på en utraditionel, sjov måde, der samtidig forklarer, hvorfor kommunikation går tabt, og kan blive meningsløst.

Hvor ligger så det reelle problem?

For at vende tilbage til det hovedproblem, der beskrives i bogen, er det min egen overbevisning, at meningen forsvinder, hvis man har taget fejl i valget af værdier, og noget andet har taget over. Det kan fx være, at man arbejder overdrevent meget for at kunne købe huset på den rigtige adresse, i stedet for bare at flytte til nabokommunen eller for den sags skyld på landet. Man vil hellere have råd til luksus end at nyde en god, glidende hverdag. Det kan virke, som om vi er mere drevet af hovedet end af hjertet.

Man kan jo drosle ned, købe mindre af det hele og værne om det nære. Så ville meningen blive skabt af familien, vennerne og kollegaerne i et helt andet tempo. Problemet ligger i det omgivende samfund, hvor det er normalt at uddanne sig i evigheder, passe et alt for tidskrævende arbejde og jagte forbrugsgoder, mens livet passerer forbi. Der er bunker af muligheder for at leve et andet liv, men det kræver, at man omprioriterer og flytter ud af de dyre kommuner og derhen, hvor alt er billigere. Forfatteren kalder med et par fine ord denne sandhed for ”pluralis ignorance” (individet afviser en norm, men tror fejlagtigt, at kollektivet accepterer normen). Og det er da væsentligt at stille spørgsmålet: Er det liv, man lever, overhovedet meningsfyldt? Og hvad betyder det egentlig, hvad andre finder rigtigt?

Her kan vi slutte med det meningsløse, nemlig at tjekke sin Facebookprofil sekund for sekund. Sådanne korte sekvenser af ligegyldighed giver ikke lykke eller dybere mening. Man må gerne fravælge noget, fx ved at lade telefonen ligge i lommen og slukke for den (som det er beskrevet i den gode bog SLUK af Imran Rashid). Vi skal bestemt arbejde os væk fra frasen ”Work-life balance”, som ifølge forfatteren – og det er jeg enig i – ikke giver mening. Arbejde og liv skal hænge sammen og kan ikke skilles ad. Det nemme ved at skabe et mere meningsfyldt liv er, at man selv – som det selvstændige menneske, man er – kan handle på baggrund af bogens budskab. Den eneste, som holder dig tilbage, er dig selv; glem omgivelserne for et stykke tid.

Unøjagtigheder eller for filosofiske tanker

Det forekommer umiddelbart mere indlysende blot at fravælge det, der ikke giver mening for at skabe mere mening. En sætning lyder således: “Tid er åbenlyst langt mere værd end penge…”. Den forstår jeg ikke. Hvis man er fattig og har alverdens tid, er det altså mere værd end at arbejde og tjene penge og have mindre (eller ingen) tid? Hertil vil jeg blot påpege, at der ikke findes en lineær grænse mellem tid og penge. Kan man skille tid og penge fra hinanden, når penge er så afgørende i hverdagen? Det svarer til at spørge en hungersulten, arbejdsløs mand om, hvorvidt han vil leve et år uden mad (men med bunker af tid), eller om han hellere vil have en burger hver dag (til gengæld for at gå på arbejde).

Om det klinger hult, må andre bedømme, men forfatteren kommer fra toppen af kransekagen (stribevis af bestyrelsesposter gennem tiden), så en prædiken om, at tid er mere værd end penge, kan forekomme en anelse virkelighedsfjern.

De studier, der henvises til i bogen, understreger også, at livskvaliteten stiger, når vi kan slippe for kedelige ting som fx rengøring. Måske er det netop derfor, at folk trods alt sætter pris på penge. De betyder nemlig, at man kan betale nogen for at gøre rent eller købe take away oftere, så man får mere tid. De fleste, der har købt luksus, fornemmer nok også, at glæden svinder efterhånden. Det oplevede jeg selv efter købet af min første Porsche. Men den bil tjente nu også et helt andet formål: Den var symbolet på succes, hvilket i sig selv gav et nyt overskud af lykke. Så her er svaret: Penge giver mening, og skal man tjene dem, må man veksle sin tid. Derefter kan man ”købe” mere mening, end man kan uden penge. Ting og penge må dog aldrig eje dig.

Lederskab vs. ledelse

Bogen er som nævnt god, men indeholder i mine øjne også fejlslutninger. En af de mere grelle er, at ledere ikke bliver målt på lederskab (leadership), men derimod på en ”hygiejnefaktor” (management). Det passer ikke. Som leder og iværksætter bliver jeg i den grad målt på lederskab. Ellers havde jeg og mine kollegaer ikke en virksomhed ret længe. Jeg trækker mine kollegaer til side, guider dem og sætter tid af. Jeg lærer dem om kærlighed og om at prioritere rigtigt i livet: at vælge med hjertet frem for hjernen. Mærke efter og lytte til sig selv. Alt det, som skaber et helt team. Jeg er naturligvis langtfra den eneste leder, der gør det, og selvfølgelig fejler jeg også nu og da. Men dybt inde brænder jeg igennem på vegne af mit team. Ellers når vi ikke derhen, hvor det hele giver mening. Jeg har løftet mit team mere end 22 % i mening, og belønningen er, at vi klarer os supergodt med flotte vækstrater. Så jo, man kan faktisk måles på mening, og det sker allerede indirekte.

For at blive i iværksættermiljøet har jeg på mit ene kontor vores ”code of conduct” hængende. Her skriver jeg bl.a., at “vi skal kunne drikke en øl sammen med dem, vi ansætter”. Det kan godt være, at det ikke er sådan, man ansætter i Mærsk, men i min butik gør vi. For vi skal kunne have det sjovt sammen. Hele tiden, ikke kun på arbejdet. Det falder fint i tråd med forfatteren, som siger, at man ikke skal holde en professionel distance, for man har ansvaret for noget ekstraordinært vigtigt: folks fremtid. At løfte det ansvar kræver, at man har et personligt forhold til sit team.

Vi kan starte med folkeskolen, hvis vi skal rette op på den store klinge

I de danske folkeskoler lærer vi regning, skrivning og læsning, men intet om livet, som forfatteren udtrykker det. Det skyldes måske, at eleverne er for unge (det tror jeg nu ikke!), eller at vi stadig dyrker karakterer og boglige værdier. Her tror jeg, at vi kan hente meget ved at give plads til flere kreative fag og gå mindre op i karakterer. Jeg begyndte først at interessere mig for mine karakterer, da jeg kom godt ind i 2. G, og jeg har klaret mig udmærket siden. Vi skulle måske i højere grad undervise ud fra de ”otte intelligenser”, som Howard Gardner beskriver og præsenteres af forfatteren. Så vil der ske underværker. Man kan nemlig være klog på mange andre måder end som teoretisk bogorm, men den anerkendelse ligger langt fra normalen i vores samfund (suk!).

Dermed kan vi også lære, at det perfekte ikke findes, hvorfor vi aktivt skal dyrke det uperfekte. Billeder må gerne hænge skævt, du må gerne begå fejl, og du må for alt i verden ikke først levere noget, når det er perfekt. Der har vi som iværksættere en fordel. Vi vælger selv vores kollegaer. Vi vælger selv vores opgaver. Vi arbejder ud fra devisen ”er det godt nok, så gør vi det”. Vi ER meningsfyldte.

Afslutning – for hvad er meningen med det hele?

Tilbage til årsagen til min anmeldelse og mine egne observationer. Ligesom Morten Albæk ønsker jeg at sætte fokus på at skabe mening, og her kan man med fordel se på iværksættere – de er eksperter i det og lever efter det. Selvom det for nogle kan virke ubegribeligt, at man kan få folk til at starte egen virksomhed eftersom man ikke ved, om man får løn i næste måned, så er en ting sikkert, man ved, at hver dag giver mening: Man kæmper sin sag for at få sine drømme til at gå i opfyldelse. Ligesom man ikke bliver millionær ved at tale om penge, bliver livet heller ikke meningsfyldt, ved at man taler om at skabe mening.

Meningen opstår, hvis du har overskud i mere end én forstand. Løsningen er at sætte sig mindre stramt og sørge for kun at omgive sig med positive, gode mennesker. Sortere de andre fra. Og sørge for, at man ikke slider for penge, men lader arbejdet være et sted, hvor man kan realisere sig selv og udvikle sig som menneske. Det kræver ikke, at man sidder i toppen af dansk erhvervsliv, men den økonomiske frihed gør klart en forskel, selvom det vigtigste er at have nok.

Du kan købe Ét liv, Én tid, Ét menneske her.