Jeg bor i USA og har Danmark lidt på afstand. Men kun lidt, for jeg er oprigtigt interesseret i mit hjemland og det land, som jeg en dag skal flytte tilbage til. I nedenstående blogindlæg kommer jeg med kritik af de passive, aggressive kritikere og forklarer, hvorfor Danmark er bedre tjent med det bedste argument og konstruktive løsninger på vores problemer i stedet for kritik, som ikke bærer en løsning med sig.
Hvor kommer de passive og aggressive kritikere fra?
De har formentlig altid været der, dog er der en ting, som er sikker. Med internettets udbredelse er det blevet mere almindeligt at støde på dem. Et forum, hvor enhver kritiker med et fiktivt navn kan skjule sig bag sin computerskærm hjælper til, men også i offentlige debatter, hvor disse kritikere gladeligt stiller sig frem og kritiserer. Men hvad vil de? Vil de høres, eller er det blot børn, som vil ses, eller er det i virkeligheden bare en måde at føle sig vigtig på og blive en del af fællesskabet? Lad os hvile lidt her og se, hvornår kritik er frugtbar.
Kritik er ikke din ret
Kritik er ikke fyldestgørende eller korrekt, blot fordi du griber hullerne i argumenterne. Kritik er berettiget, hvis du forstår helheden, men ikke hvis du kun slår ned på delelementerne og gør diskussionen til genstand for sort-hvid-tankegang. Med andre ord skal du først forstå en persons argumentation til bunds i al respekt for personen, som du givetvis ikke er enig med, før du overhovedet er berettiget til at give kritik og komme med dine holdninger. Netop som Malcolm Gladwell siger:
”Criticism is a privilege that you earn — it shouldn’t be your opening move in an interaction… If you’re going to hold someone to what they believe, make sure you accurately represent what they believe.”
Man sikrer sig, at man taler om det samme, og man respekterer hinanden. I tråd med det er Habermas af den overbevisning, at i den ”ideelle tale” handler det om at nå til enighed baseret på rationelle argumenter ud fra et sæt spilleregler, som bl.a. ligger op af Gladwells idéer (at man respekterer hinanden). Og kun lade dem, som har noget fornuftigt at sige, føre argumenterne, samt at alle er i deres ret til at udtrykke sig. Her opstår den fine balance mellem at udtrykke sig og kritisere. Ethvert menneske har ytringsfrihed, men for at bevare fokus og en konstruktiv del i debatten, skal kritik inddrages velargumenteret. Bliver den det, giver det mulighed for at forbedre den eksisterende situation i stedet for blot at være uenige.
Kritik uden løsning er nyttesløs
Kritik uden en bedre løsning er både begrænsende og ubrugelig i flere henseender. Ikke-konstruktiv kritik har ofte den sneboldeffekt, at der bliver etableret en form for konsensus om, at det er okay at kritisere uden at komme med alternativer eller en forståelse for kernen i debatten. Disse mennesker fremstår således som yderst afventende og reaktive personer, netop fordi det ikke er nogen kunst at kritisere, men det er det til gengæld at finde brugbare løsninger. Med andre ord fremmer ikke-konstruktiv kritik blot status quo og medvirker til, at problemet forbliver uløst.
Som Kasper Tidemann skriver på sin blog:
“Grundlaget for god kritik er et oprigtigt ønske om at se en forbedring. Derfor kan man også undre sig over, hvor mange der i den offentlige debat er flittige med svampen, men ikke med kridtet”.
Denne egenskab er noget, som især danskere er stolte tilhængere af, fordi en tilslutning til kritik viser, at man er engageret, har ret og er enige med kritikeren. Dermed forbliver man en del af majoriteten og undgår flugt fra gruppen. Derfor ser vi også i medierne, at dem, som vil ændre Danmark, bliver skudt ned af kritik, der dog sjældent har til formål at komme med et bedre alternativ. Det er ikke alene passivt aggressivt, det er også altødelæggende for udviklingen af landet, hvor vi til sidst allesammen står tilbage som tabere – både som land og som individer.
Vi er enige, men vi vil ikke forbedre vores land
Det er mig til stor forundring, at langt størstedelen af danskerne nu er enige om, at vores sundhedssystem er for ringe, registreringsafgifterne for høje, og at vi har nogle af verdens højeste skatter, men at vi ikke kan blive enige om at forbedre alt det og gør det! I stedet fremturer kritikerne, som hurtigt får tilslutning af den største del af befolkningen, så man ikke forlader fællesskabet, med at kritisere (bruge svampen) i stedet for at tage kridtet i hånden. Tag nu bare registreringsafgiften, som har været til stor debat. Selv efter de gode argumenter for at ændre den (samfundet vil ikke lide et tab ved at ændre den), så er kritikerne skeptiske. De forbliver fastlåste i et forældet system frem for at finde en reel løsning på problemet. Og ja! Det er et problem, at biler beskattes med 180 %, når Danmark ønsker høj sikkerhed på vejene, mindre forurening og et lykkeligere fællesskab. Alt det, som en lavere registreringsafgift kan medføre.
Hvem skal have ret i fremtiden?
Danmark kan løftes op på et højere niveau, hvis dem, der ved noget om det, de taler om, får mere taletid, dem, som arbejder hårdt, får en større gevinst ved at arbejde, og dem, som har det svært, får den nødvendige støtte. Ikke-konstruktiv kritik af hinanden skaber ikke et bedre samfund, men det gør løsningsorienteret argumentation og holdninger, der repræsenterer alle samfundslag. Hvis de bedste i samfundet får mere albuerum, kan de skabe flere arbejdspladser, udvikle landet og det er til alles bedste.
Kære Danmark…
Kære Danmark. Vi har et godt land, vi har et stærkt fællesskab, men lad os arbejde sammen om et bedre Danmark og ikke hvile på laurbærrene, hvor vi tager alt for givet. Et Danmark med lavere registreringsafgifter, lavere skatter og et bedre sundhedsvæsen – alt det kan godt lade sig gøre, uden at hverken de svageste, middelklassen eller de allerrigeste taber. Men vi skal arbejde sammen, så vi kan skabe vækst og lade de bedste argumenter vinde. Hvis man ønsker at deltage i debatten, så gør det med respekt og i fællesskabets interesse, hvor alle bliver vindere. Vores demokrati må udfordres med de bedste argumenter, så vi får meningen tilbage i debatten.
Mange hilsner
Toke Kruse
– stifter af Billy.
