I Berlingske d. 15. juni var der en artikel om, at iværksættereliten skal få Danmark ud af krisen, men i artiklen blev der sat spørgsmålstegn ved, om politikernes vilje er til at spore. For eksempel blev det fremhævet, at diverse støtteordninger er nyttesløse for de iværksættere, som klarer sig bedst, fordi det er andre tiltag, som skal få Danmark ud af krisen.

Men hvilke konkrete tiltag skal politikerne sætte i søen, hvis de vil bakke eliten op?  Nøgleordet er attraktivt.

eliten

Toke Kruse, Berlingske d. 15. juni 2014: ”Eliten skal få Danmark ud af krisen”

# Gør det attraktivt at få fremmedkapital på gode vilkår

Danmark er et lille land, og konkurrencen for investorer er så begrænset, at iværksætternes vækst begrænses på grund af manglende adgang til risikovillig kapital. I USA bliver man ringet op af investorerne, i Danmark skal man opsøge investorerne. Det kan ses som et udtryk for, at der ikke er nok konkurrence blandt investorerne i Danmark. Dernæst er simple banklån nærmest en umulighed, med mindre virksomheden har en sund og stærk økonomi. Udfordringen ligger dog i, at netop vækstvirksomheder har høje omkostninger til udvikling og marketing, mens resultaterne kommer efterfølgende. Dermed er en vækstvirksomhed ikke en ”sund” virksomhed, på trods af at det vælter ind med kunder. Det er et problem, da mere kapital til disse selskaber vil betyde kraftigere vækst og dermed flere arbejdspladser.

# Gør det attraktivt at investere i vækstvirksomheder

I Danmark er iværksætterskatten blevet gjort til skamme, men hvad er de nyeste initiativer så, som skal gøre det attraktivt at investere risikofyldt? Politikerne skal gøre det superattraktivt at geninvestere gevinster fra andre virksomheds-exits i nye vækstvirksomheder, i stedet for at pengene står på en bankbog og kukkelurer. Der skal være skattefradrag, fordele og større gevinster, når man lægger penge i en risikofyldt investering. Det skal med andre ord kunne betale sig at investere risikofyldt, også selvom det ikke lykkes.

# Gør det attraktivt at rejse ud af Danmark

Danmark er et lille land, og USA og andre steder i Europa har markeder, som er mange gange større. Hvis Danmark skal blive en international spiller, kan vi ikke sidde omkring lejrbålet i Danmark. Vi skal UD AF LANDET og blive klogere, blive set og sparke døre ind. Havelågeskatten har den direkte effekt og sender det kraftige signal til danskerne, at de skal blive hjemme! Man skulle hellere gøre det attraktivt at rejse ud af Danmark, hvis man også vender hjem igen, eller hvis man fx beholder sine aktiver i Danmark, på trods af at man rejser ud. Havelågebeskatning er forældet og begrænser Danmarks vækst!

# Gør det attraktivt at rejse hjem til Danmark

Væksten skal ske uden for Danmark. Et hjemmemarked på 5.000.000 er simpelthen for lille. Men Danmark har noget, som resten af verden ikke har, og det skal man holde fast i: Vores familie og venner bor i Danmark, og her findes den danske kultur og det danske liv. Hvis politikerne gjorde det attraktivt for udlandsdanskere at komme hjem til Danmark med fx attraktive skattevilkår eller andre former for ordninger, så er det ét tiltag blandt mange, som ville kunne skubbe flere af de succesrige udlandsdanskere tilbage til Danmark. Se det som en investering: Deres mange millioner kommer ud på det danske marked – om ikke som direkte skat, så gennem investeringer og forbrug.

Så gør det attraktivt, kære politikere

Med andre ord er ”attraktivt” nøgleordet for iværksætterne. Politikerne skal sikre, at de rette markedsvilkår er til stede, at vækst-iværksættere har let adgang til kapital, så de kan vækste deres forretning, og ikke mindst skal de iværksættere, som har klaret sig godt, have incitamenter til at geninvestere deres gevinst i nye virksomheder.

Mange hilsner

Toke Kruse

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Leave a Reply