Navnet på din virksomhed er vigtigt, men det er dit logo også – for ikke at nævne farvepalet, tagline, grundfortælling og andre grafiske elementer, der underbygger virksomhedens værdier og vision. I dette blogindlæg får du en straightforward-guide med afsæt i Successteam, som du forhåbentlig kan bruge til din egen virksomhed, sådan at du både skiller dig ud fra dine konkurrenter og samtidig står kommunikativt knivskarpt over for din målgruppe.

Blogindlægget er en forlængelse af mit tidligere skriv “Sådan skaber du et stærkt brand…“, som kort kan opsummeres til, at mennesker ofte handler med følelser og forbinder sig med de virksomheder, de handler med. Af bl.a. den grund er det vigtigt at have en identitet, der appellerer til målgruppen, og som samtidig kan underbygge, hvad virksomheden står for.

Navnet

Ens virksomhedsnavn er noget af det sværeste at finde, hvis det skal sidde lige i skabet, men også noget af det vigtigste at få rigtigt første gang. Der er mange tommelfingerregler, som du kan læse om i mit andet blogindlæg, men i Successteams tilfælde var det vigtigt for os, at firmanavnet indeholdt essensen af, hvad virksomheden arbejder mod: at teams får succes. En anden overvejelse var, at navnet kunne have en dobbelteffekt, nemlig “at dem, som bruger os, bliver eller er succesteams”. Navnet indfanger altså både vores produkt/service og er samtidig let at sige og huske. Den eneste svaghed er, at ordet ”succes” på engelsk staves ”success”, og det kan skabe en vis forvirring. Det har vi måtte kompensere for ved at købe alle domæner omkring de forskellige stavemåder. Dernæst er det en overvejelse værd, om domænet skal være .dk eller .com, og selvom det ikke altid er afgørende at eje .com-domænet, så er det ofte et plus, hvis man kan få det med. For os var det imidlertid afgørende, at vi havde et udenlandsk klingende domæne. Vi startede med .io, men efterfølgende tog jeg en beslutning om, at vi også skulle investere pengene i top-level-domænet Successteam.com – så det købte vi for 100.000 kr.

Logo

Logoet siger mere end 1.000 ord, og hvis man bare er en anelse grafisk anlagt, vil man også anerkende, at et logo ikke bare er et grafisk element ved siden af ens navn. Det indeholder ”alt”, hvad virksomheden står for.

I Successteam var udarbejdelsen af logoet langvarig, for vi ville fange en ”legende” stil, som samtidig skulle være seriøs. Valget faldt på at udnytte geometriske former, hvorfor du kan se, at vi har brugt streger, cirkler og trekanter. Det skal appellere til kreativitet og vise vores vision om, at vi løbende måler på teamets udvikling. Det henviser altså til geometri. Det er selvklart lidt indforstået, så med dette valg var det også med en henvisning til, at folk er forskellige. Deraf forskellige former og figurer. Med dette valg var der i øvrigt rig mulighed for at bruge disse elementer rundt omkring i vores univers.

Farvepalet

Farver siger meget, så her skal du klart gøre op med dig selv, hvad I vil symbolisere og stå for. I Successteam var det vigtigt at fremstå som en åben og ligetil virksomhed, så vi har valgt en lysere blå, der er åben, men stadig har en smule troværdighed, uden dog at blive kedelig.

Da vores software indeholder forskellige indikationer af, hvor godt teamet klarer sig, var det naturligt at have grøn, gul og rød udover vores primære blå farve. Udfordringen med gul på hvid gjorde, at vi også introducerede en orange farve. Dermed fik vi en større grad af frihed til at vise de tre niveauer i vores indikatorer, som genbruges overalt i vores koncept, hvor vi måler på teamets fremdrift inden for motivation, performance, tilfredshed og anti-stress.

Tagline eller slogan

En god huskeregel er, at tagline viser, hvad I laver, eller omfavner kerneværdien i jeres produkt. Det kan være et praj om, hvad I løser af problemer, eller hvad I ”kæmper for”. I Successteam har vi fokus på mennesket og tror på, at man igennem feedback i virksomheden kan skabe bedre resultater og udvikling for både virksomhed og individer. Derfor faldt tagline på ”People first. It’s good business.”. En måske løs tagline, men omvendt skal den ses som et konstant fokus på teamet frem for noget andet, hvis man vil have succes og bygge en god forretning.

Grundfortælling

Helt komprimeret skal du skrive en fortælling, som omfavner jeres virksomheds problem, løsning og gevinst ud fra en slags prosa-skriv, der på en enkel og letforståelig måde kan anvendes internt i organisationen, så alle er alignet med, hvad virksomheden står for. Med denne fortælling i hånden kan I internt afstemme, hvad I arbejder på at løse, hvordan I løser det, og hvorfor I løser det. Dermed får I en fælles forståelse for, hvilken virksomhed I arbejder i.

Andre grafiske virkemidler

Har man mod og overskud til det, kan det være en god idé at få udarbejdet både billeder, videoer og grafiske illustrationer, der kan underbygge ens brand, så man derigennem får skabt en helhed og konstant arbejder ud fra sin kernefortælling både grafisk og tekstuelt. Det kan være alt fra opslag på de sociale medier til websiden og andet præsentationsmateriale. Det giver et stærkere brand, hvis alt går igen, og man følger en stram rød tråd.

I Successteam har vi derfor egendesignet illustrationer med personer i kitler, som skal understøtte en troværdighed, men også være neutrale i deres udtryk, hvorfor vi ikke har folk i jakkesæt o.l. Det er en fin måde at give det vores eget udtryk og historie i stedet for et genbrugt koncept med teambilleder, hvor folk har hænderne i vejret, eller en gruppe kontortyper, som sidder omkring et rundt bord og giver highfive. Her kan man virkelig lege med andre, mere originale udtryk, og det er bestemt med til adskille sig fra andre, hvis man her lægger hovedet i blød.

Kasketten fra topbilledet er i øvrigt fra Citycaps.dk, som har produceret kasketter til Successteam, som er et fysisk item, der underbygger vores brand.

Derfor er et brand en levende størrelse og kræver løbende udvikling

Et brand lever ikke af sig selv. Det skal plejes og videreudvikles. Derfor stopper processen heller ikke, men kræver derimod konstant udvikling og fintilpasning, ligesom en levende organisme. Dermed får du også et mere organisk brand, og det vil også vokse på dig selv og andre, hvorigennem det bliver stærkere, hvis det gøres rigtigt og stringent.

Du kan prøve Successteam gratis her

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Leave a Reply