I forrige blogindlæg beskrev jeg nogle lavpunkter fra mit liv. Nu vil jeg stille skarpt på det modsatte: Nemlig højdepunkterne. De er listet i kronologisk rækkefølge.

  • 1999 – Mødte min bedste ven i gymnasiet

Personer betyder alt, og ved et tilfælde hang jeg ud i computerlokalet på gymnasiet, og overhørte en sjov samtale. Kimen til et livslangt venskab var lagt.

  • 2001 – Min afgangseksamen i gymnasiet

Et kæmpe løft og en vild succesfølelse, da jeg fik min hue på, og sluttede med topkarakterer. Verden lå for mine fødder. Så jeg stiftede umiddelbart efter min første virksomhed.

  • 2001 – Fik mit CVR

Da jeg stiftede mit første firma – Desert.dk I/S

  • 2002 – Flyttede hjemmefra

Som 20-årig flyttede jeg hjemmefra efter at have boet skiftevis hos min far og mor. Følelsen ved at bo alene og være herre i eget hus var det fedeste! Frihed!

  • 2006 – Kunne betale min egen fulde månedsløn på 30.000 kr.

Det var en kæmpe succes og virkelig en fed følelse at være uafhængig af andre. At kunne betale sig selv fuld løn.

  • 2012 – Da jeg afsluttede min videregående uddannelse som Cand.it. fra ITU

Til min afgangseksamen sagde min censor (efter kun lige akkurat at have ladet mig bestå): ’Og du er sikkert dén, der ler sidst på vej til banken’ – med henvisning til at selvom jeg fik en lav karakter den dag, så skulle jeg nok få succes.

  • 2012 – Tog til USA, og var der i knapt 4 år

I 2012 var tiden kommet til at flytte til udlandet, nærmere betegnet USA. En drøm, jeg havde haft i mange år. Jeg besøgte San Francisco tilbage i 2000, og var der i en måned. Dét skulle ikke blive sidste gang. Min tid i USA var virkelig værdifuld og helt igennem fantastisk.

  • 2013 – Købte min Porsche Cayman S som 30-årig

Jeg havde allerede i en tidlig alder sat mig målet at eje en Porsche, inden jeg blev 30. Derfor var jeg også ude og prøvekøre en Porsche Cayenne tilbage i 2002 hos Porsche Sjælland. Sælgeren stod lidt måbende, men en aftale var en aftale. Jeg fik min prøvetur, og siden da har Porsche Sjælland hjulpet mig med Porscher. Den tredje er en GT4, som leveres i foråret 2020.

  • 2014 – Ramte 85 kg i vægt efter intensiv træning

Jeg var en lille splejs helt frem til og med gymnasiet. Jeg begyndte herefter at træne, og efter mange års træning og den rette kost, stod jeg på vægten, som viste 85 kg. Et konstant mål om at træne 3-4 gange om ugen hænger altid over mig, for i travle perioder er det ikke altid muligt.

  • 2015 – Mødte Sofiya, og fik min søn

Under et besøg i Danmark mødte jeg Sofiya, som blev gravid kort tid efter. Ud af det kom vores søn, Ford. Helt uden sammenligning mit livs højdepunkter.

  • 2015 – Da jeg ramte 300 madpakker om dagen

Jeg startede et firma, hvor jeg smurte madpakker til skolebørn sammen med min lidt ældre fætter. Han stod for salg og kundeservice, mens jeg var på “gulvet”. Det gik ret stærkt, og selvom det aldrig blev en vedvarende succes (fordi logistikken var for dyr), var det et højdepunkt. Delte først madpakker ud med cykelvogn, så en ældre bil – og til sidst en spritny varevogn. Det hele skete på 3-6 måneder, og vi endte med at leje vores software ud. En abonnementsomsætning blev bygget op. Sjovt at se tilbage på nu.

  • 2015 – Solgte Relation Technology

Salget af min første virksomhed var noget stort. Salget indbragte langt fra ligeså meget som ved Billy, men det var mit første exit. Det var også med denne virksomhed, jeg skabte min første abonnementsomsætning.

  • 2019 – Solgte Billy

Salget af Billy var noget særligt, for der var sket så mange ting i mit liv, fra jeg stiftede virksomheden, til jeg solgte den. En udvikling på mange parametre – og en ændring for livet. 

Glæd dig til Toke Kruse Greatest Hits, Vol. 2.

Eventyret fortsætter!

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Leave a Reply