Det er ikke svært at stoppe op i en tid, som vi er i nu, hvor verden er noget anderledes end den plejer – eller der i hvert fald er tilstrækkeligt mange mennesker, som agerer anderledes. Jeg er stoppet op og har tænkt over de tre ting, som har bragt mig hertil, og deler dem med dig her i blogindlægget som ren inspiration.

Livet er mere kompliceret end tre konkrete observationer, som jeg har gjort mig over de sidste 20 år, og én ting er at konstatere en sammenhæng; en anden er at leve efter dem og være tro mod dem. Jeg håber, at du kan bruge dem til noget i dit liv og blive en smule friere i en tid, hvor mange har meninger om, hvordan hverdagen skal leves for tiden. Here we go.

1. FOKUS PÅ DIT EGET STÅSTED, IKKE ANDRES

Fokuser ikke på, hvad andre synes om dig, men på, hvad du tror er rigtigt. Alt for mange lader sig forføre af medier og andre menneskers meninger og hænger i det hele taget for meget fast i, hvad andre tænker om dem. Jeg har altid i højere grad lyttet til mig selv og min intuition, og hvis det ikke har været nok, så har jeg lyttet aktivt til dem, som ved noget om det emne, som udfordringen udspringer af. For der kommer tidspunkter, hvor du alligevel tvivler på dig selv og dine valg, og du har brug for en ledestjerne. En gennemgribende fejl er, når folk udefra blander sig eller har en mening eller holdning om din virksomhed eller dig, skønt de ikke har indsigt i hverken dig eller dit produkt – uden forudsætninger bliver det bare ”tomme” meninger, som bliver indholdsløse. Fx var der en del modstand mod Billy tilbage i 2010, bl.a. i forhold til både navnevalget og konceptet. “Hvem havde brug for et regnskabsprogram, som var målrettet iværksættere og ikke fulgte de gængse termer og regler?” Se, jeg var selv iværksætter og kunne se, at andre ligesindede godt kunne se idéen i det, men spurgte jeg en traditionel bogholder eller revisor (som jo ved en masse om regnskab), var det for dem et meningsløst og håbløst projekt.

Helt generelt i livet skal man altså i vidt omfang tilsidesætte, hvad andre mener om en, ens virksomhed og de strategiske valg, som man tager, når deres forudsætninger ikke berettiger dem til en meningsfuld position. Det betyder ikke, at man skal negligere gode råd og inputs, men at man i høj grad skal have en stærk tro på sig selv og den retning, man har sat sig. Hvis alle var enige, var der nok andre, som allerede havde gjort det til deres levevej, og ja, så var der måske slet ikke plads til dig. Dermed følger jeg den amerikanske vending: ”What do you believe, that most people disagree with?” For mig var det i sin tid at udvikle et brugervenligt regnskabsprogram målrettet iværksættere.

2. FORBLIV ORIGINAL

Forbliv original uden at genopfinde den dybe tallerken i alt, hvad du rører ved. Man skal finde sin egen ‘tone of voice” og “personlige stil”, der er ægte, autentisk og nyttig til formålet. De fleste vil nok vælge at gøre som andre og i mindre eller højere grad træde i andres fodspor, men min læring er, at det er vigtigt at gå sine egne veje på de rette tidspunkter. Du skal turde at gå mod strømmen, men huske at vælge dine kampe, for man skal heller ikke gøre noget nyt, hvis noget bare fungerer godt. For det handler ikke om, at alt skal genopfindes, men du skal anlægge en vinkel på kerneværdier, der differentierer dig tilstrækkeligt i forhold til de nærmeste konkurrenter og lignende produkter, så du skiller dig klart ud. Sådan skabte jeg det første brugervenlige regnskabsprogram, nemlig blot ved at vælge et fokus på en ny målgruppe – iværksættere – og sortere bogholderens begreber fra. Det virker hver gang at skille sig ud, når det giver mening, men husk, at det ikke altid er let at finde den rette balance.

Dernæst har det for mig været sådan, at originalitet gør ens rejse sjovere og med en højere grad af selvrealisering, hvor du selv ved, at dine egne stålfaste valg har gjort en forskel og skabt et helt unikt produkt og retning. Det bliver man stolt af, og det er bare en fed følelse, du kan leve længe på. Det var jo heller ikke sjovt at kopiere sidemandens opgave, selvom man blev hurtigt færdig.

3. FEJL, FALD OG LÆR

Fejl, lær og fortsæt med at gøre det er noget, der er skrevet om før. Man kan vel sige, at det efterhånden er en kendt strategi, men det kan ikke siges tilstrækkeligt ofte, for det er en nødvendighed for at kunne overleve som iværksætter. Især i starten begår man mange fejl, men sagen er også, at det aldrig stopper helt. Så hvis man tager det til sig, køber ind på præmissen og løbende lærer af de fejl, man begår, skaber man et grundlag, hvor det er OK at fejle, hvilket også underbygger, at man konstant kaster sig ud i ukendt terræn. Du skal lære at falde af hesten med succes, for så bliver det lettere at rejse sig op og komme videre.

AFSLUTNINGSVIS: FIND DIN EGEN VEJ

Måske du tænker, jamen, det er jo nemt nok at følge og rimeligt trivielt. Virkeligheden er dog bare, at det er en livslang læring, som kræver både erkendelse og tålmodighed for efterfølgende at kunne se, hvor stor effekten er, hvis man følger det. Ovenstående råd og erfaringer er unikke for mig, men jeg tror, at mange kan benytte dem. Når det så alligevel er sagt, så skal du gøre dig dine egne erfaringer og finde ud af, hvad der virker for dig og kan bringe dig længst.

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Leave a Reply