Den 21. august 2019 skrev jeg under på at sælge regnskabsprogrammet Billy til Ageras for et stort, tocifret millionbeløb. Jeg blev faktisk tilbudt et trecifret millionbeløb, men endte med at acceptere et mindre, da jeg hverken ønskede at være en del af Billys fortsatte drift eller at oppebære en earnout over en årrække. Forklaringen er, at jeg allerede har travlt med og er medejer af fire andre virksomheder, som jeg vil dedikere min tid til.

Nedenfor får du en ultrakort beskrivelse af rejsen hertil, og i min kommende bog ’Skabt til succes’ fortæller jeg alle detaljerne. Den kan du roligt allerede nu sætte på din læseliste. Her og nu får du følgende i en light-udgave:

– Hvordan rejsen har været med op- og nedture.
– Hvem Billys nye ejer er.
– Hvordan du kan forudbestille min nye bog ‘Skabt til succes’.
– Hvad jeg skal bruge pengene på.
– Hvorfor det for mig ikke handler om penge, men om ubegrænset frihed.

Rejsen begyndte for knap 10 år siden

Tilbage i 2010 stiftede jeg Billy’s Billing ApS og oprettede domænerne billlysbilling.dk og billysbilling.com. To år efter købte jeg sammen med min co-founder to enkeltbilletter til San Francisco, USA. Alt gik ikke ganske som planlagt, men en kold januardag i 2015, efter utallige op- og nedture og en total omprogrammering af vores software, kom vi igennem nåleøjet og relancerede det hele under det nye navn, ”Billy”.

Vendepunktet blev en storslået TV2-reklamekampagne. Den skabte momentum, som blev grebet af et nyt og knivskarpt team, der vendte en stagnerende forretning til en giga vækstkomet. På fire år nåede Billy op på 30.000 aktive brugere (20.000 i Danmark og 10.000 i USA). Den amerikanske del af Billy solgte jeg fra i marts 2019, mens den danske del, altså selve moder- og ip-selskabet, netop er blevet solgt til Ageras. Men hvad skete der bag de lukkede døre, og hvilke konflikter fulgte også med successen?

Forudbestil bogen om den vanvittige rejse

Hele rejsen beskrives i detaljer i bogen under arbejdstitel ’Skabt til succes’, der udkommer senere på året på forlaget People’s Press. Den kan forudbestilles her. Bogen gør dig ikke til millionær, men giver dig både konkrete værktøjer, masser af inspiration og en livlig historie om det at få succes med sit iværksætterprojekt. Min hensigt er, at også du som læser kan få dine drømme til at gå i opfyldelse. Jeg kan allerede nu afsløre, at mine klassekammerater fra folkeskolen snarere husker mig som ham den livlige dreng, der altid havde leverpostejmadder med i skole, og ikke som en, som var bogligt stærk. Det er supervigtigt, at man kender og udnytter sine styrker – og erkender og omfavner sine svagheder. Dermed kan man få det bedste ud af begge dele, og det har jeg gjort. Du kan gøre det samme.

Lidt om den nye ejer og en stor tak til alle Billys brugere – samt ikke mindst teamet

I Billy har jeg sammen med teamet sat en stor ære i at udvikle et regnskabsprogram i verdensklasse. Visionen har hele tiden været at gøre noget så kompliceret som regnskab let for selvstændige. Det er i den grad lykkedes, og vi tager gerne hæderen for at have gjort bogføring og regnskab meget nemmere. Faktisk fulgte et par konkurrenter efter, fordi de kunne se, at vi ramte et særligt behov i markedet. Den nye køber – Ageras – er på samme mission som Billy, og der er derfor tale om et perfekt match for begge parter. Tilsammen giver det er produktmix, der styrker mulighederne og letter administrationen for selvstændige. Billys administrerende direktør, Jonas Midtgaard, vil sammen med resten af teamet fortsætte det gode arbejde, som skal sikre en fortsat udvikling af virksomheden. Jeg vil gerne takke hver enkelt teammedlem for en fantastisk loyalitet og utrolig arbejdsindsats. Alle har på hver deres måde bidraget til dette iværksættereventyr.

Jeg vil også gerne takke de tusindvis af Billy-brugere for deres tillid og tro på mig og resten af teamet, lige fra vi lancerede Billy og frem til i dag. Det er en ubeskrivelig følelse, at uanset hvor jeg går, møder jeg iværksættere, som Billy har hjulpet til at få et langt bedre økonomisk overblik. Af hjertet tak!

Men alle eksisterende og kommende brugere kan altså godt glæde sig: Det, Billy vil kunne tilbyde under Ageras’ ejerskab, bliver en produktpakke, der vil komme til at give genlyd i markedet mange år frem. Ligledes ved jeg, at de også vil gøre programmet stærkere for de professionelle, altså revisoren og bogholderen. For øvrigt fortsætter det tætte samarbejde mellem Billy og mine andre virksomheder, Salary, Moneyflow og Bilagscan, så du på tværs af virksomhederne får en brugeroplevelse udover det sædvanlige.

Hvad skal pengene bruges til?

Jeg er kendt for at være risikovillig, hurtig til at træffe beslutninger og god til at spotte muligheder i fintech-branchen. Pengene når derfor kun lige ind at snuse til min bankkonto, inden jeg sender dem ud på deres egen iværksætterrejse i mine eksisterende og nye startups: Salary, Bilagscan, Cashboard og Successteam. Det bliver også i disse virksomheder, at jeg fremover – foruden pengene – investerer min tid. Hovedfokus bliver på Bilagscan, hvor jeg både er hovedinvestor, bestyrelsesmedlem og aktiv direktør. Sagt med andre ord: Jeg skal først og fremmest indfri alle mine banklån, og det kan ikke gå hurtigt nok. Dernæst skal mine resterende midler alle ud at arbejde for mig. For nu er jeg blevet økonomisk fri – helt fri – og det er det, jeg har kæmpet for; sgu ikke at blive mangemillionær.

Fra venstre: Søren Kruse (min far), Rico Andersen (CEO for Ageras), Martin Hegelund (CMO for Ageras), Johannes Vasehus Sørensen (partner, Carnegie Investmentbank), Sebastian Hougaard (tidl. ansat i Carnegie) og Toke Kruse (one happy man).

Et kapitel slutter her, men fem nye starter!

Det hele slutter langt fra her, men nok nærmere begynder, så på med rygsækken og udnyt den enorme mængde erfaring, som jeg har oparbejdet de sidste 50.000 timer med iværksætteri! Er du nysgerrig efter mere og tage del i mine erfaringer? Så forudbestil bogen ’Skabt til succes’. Prisen på kr. 299 kr. vil være godt givet ud.

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

10 Comments

Leave a Reply