ALT det, du bør vide, men ikke ved, når du slår opslag op på LinkedIn. For hvordan er det nu lige, at LinkedIn fungerer? Altså, hvordan sikrer du, at dit opslag når ud til flest mulige, og at du ikke spænder ben for, at dine egne gode budskaber når ud til dit netværk? Det lyder nok omfattende, for hvordan knækker du koden hver gang, du lægger et opslag op? Læser du med her og noterer dig den opsamlede tjekliste nederst, er du godt på vej til mere succes på LinkedIn. Listen består primært af mine erfaringer og gode inputs fra LinkedIn-ekspert Tonny Mikkelsen, men som med så meget andet online-optimering er det svært at verificere alt til punkt og prikke. Here you go.

1. Undgå solo-snak: Kommenter ikke dit eget opslag, før andre har skrevet

Det er en stor fejl selv at kommentere dit eget opslag som den første. Det gælder også, hvis det er et link til din artikel, dit blogindlæg eller din webside (nærmere info nedenfor). LinkedIn straffer en sådan selvfed aktivitet, da det jo åbenlyst ikke giver mening hverken at like eller kommentere sit eget opslag som den første. Vær tålmodig, men kommenter hurtigt løs, når andre kommenterer dit opslag. Det gavner til gengæld, hvor bredt du når ud.

2. Her dør myten om, hvordan du troede, at man skulle linke eksternt i et opslag

Den korrekte måde at linke væk fra LinkedIn til blogindlæg og artikler er lidt spidsfindig. Du skal først finde et billede, som uploades sammen med din tekst. Efter at du har valgt billede som opslagsmetode, kan du sidst i din tekst skrive “Læs mere her” og indsætte dit eksterne link. Skulle der ved en fejl have lagt link ind dit opslagstekst inden du har valgt billedet, så Linkedin automatisk har hentet billedet ind fra dit blogindlæg, så fjern dette auto-billede og upload billedet i stedet.

Det er altså en myte, at du ikke må linke eksternt til fx et blogindlæg i selve opslaget. Problemet opstår, hvis du bruger det automatisk indsatte billede. En anden myte er, at du skal indsætte linket som din egen første kommentar. Gør det aldrig igen. Aldrig. Årsagen er simpel: Bruger du det automatisk indhentede billede, klikker folk automatisk væk fra dit opslag, hvilket i sig selv er en dårlig idé, mens folk omvendt bliver på dit opslag, hvis du har lagt et billede op i stedet (brug fx det samme billede, som du har i dit blogindlæg). Det fungerer nemlig sådan på LinkedIn, at hvis der ligger et billede, åbner dit opslag helt op – og det er positivt for LinkedIns algoritme. Linker du i kommentarfeltet som den første, kommer dit opslag ud til færre, fordi du sidder og skriver med dig selv, ligesom linket efter noget tid forsvinder i et mylder af kommentarer. Dårlig idé, og du vinder intet!

3. Visuelle elementer fanger læseren: Brug billeder og film for at nå ud til flere

Sørg for at bruge relevante personer på billeder, aldrig stockbilleder. Det er det, folk vil se, og generelt er blikfang bare noget, der fanger folks interesse i et feed.

4. Hvad du lægger op: Selve indholdet skal være relevant og unikt

Skriv i et klart og tydeligt sprog med en fængende start, der adresserer læseren personligt med en vinkel, som er relevant og oppe i tiden. Glem alt om dine børns første skoledag, dine madopskrifter og din ferie i Syden. Tænk på noget businessrelevant, der har kant og skaber nysgerrighed og RELEVANS for dit netværk. Alt det andet private pladder kan du lægge op på Facebook.

5. Brug ikke funktionen “del opslag”, med mindre du gør sådan her

For det første er det ikke særlig effektivt at klikke “Del opslag”, fordi LinkedIns design minimerer læsbarheden, og du ikke når ud til lige så mange, som hvis budskabet kommer direkte fra dig. Brug dog knappen, hvis du vil støtte en andens persons sag (og husk i øvrigt at kommenter på det originale opslag). En bedre variant er, at du skriver dine egne ord til og sørger for at nævne den persons navn, som inspirerede dig til dit opslag.

6. Timing: Sørg for at lægge op på det rigtige tidspunkt

Læg op, når din målgruppe er aktiv, og dit opslag kan ‘leve’ over flere dage. Tommelfingerreglen er tirsdag og torsdag morgen kl. 8:00.

7. Nu er du live, hvad så? Alt det, du skal gøre, når du har lagt dit opslag op

Kommenter straks, når andre har kommenteret, men ikke selv som den første (heller ikke med dit eksterne link, som mange gør forkert jf. ovenfor). Boost evt. dit opslag med kommentarer og likes fra netværket.

8. Og alt det andet: Tjeklisten for indholdet i dit opslag

  • Tags – tre hashtags (fx #LinkedinAlgoritme).
  • Start det første (eller de første par) ord med kun store bogstaver.
  • Skriv 1.200-2.000 tegn inkl. mellemrum i dit opslag.
  • Husk afsnit i teksten.
  • Brug gerne smileys, men begræns dem til ca. fem stk.

God kamp!

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Leave a Reply