Og hvad er det så, San Francisco og ”The Bay” byder på, når man er iværksætter og er nysgerrig efter at se, hvilke virksomheder som ligger her i området?

Jeg tog en tur rundt i San Francisco og derefter sydpå for at kortlægge nogle af de mest kendte virksomheder her i området. Det sætter barren for, hvad man kan udrette her og prikker til en, hvad man kan udrette her i forhold til andre steder på kloden.

San Francisco

San Francisco er kendt som tech-by nr. 1 på verdensranglisten af én grund. Det er her, de største tech-firmaer gennem tiden har hovedsæde. Nedenfor får du de mest kendte og omtalte.

Twitter

Twitter er min nabo og har hovedkontor på Market Street. Servicen har mere end 200.000.000 aktive brugere, havde i 2013 664.000.000 $ i omsætning og 3.000 ansatte.

Salesforce

Lidt længere nede af parallelgaden, Mission Street, finder man Salesforces hovedkontor. De har en omsætning på 4.000.000.000 $, har mere end 100.000 kunder og 12.000 ansatte.

Zynga

Zynga blev kendt for Farmville og lige så kendt for, at deres kurs på børsen nåede 14,5 $ og raslede ned til $ 2 i 2012, fordi omsætningsforventningerne ikke blev mødt. I dag omsætter de for ca. 870.000.000 $ og har ca. 2.000 ansatte.

Dropbox

Med Dropbox lige om hjørnet forstår man allerede nu, at San Francisco er stedet at være, hvis man vil gøre karriere som iværksætter. Dropbox har over 200.000.000 brugere og 240.000.000 $ i omsætning i 2011.

I San Francisco er der mange, mange flere store firmaer, som man kender, heriblandt AirBnB, Instagram og Pinterest.

Lad os tage sydpå og se, hvilke store og anerkendte firmaer der gemmer sig.

Silicon Valley

San Francisco er ikke en del af Silicon Valley, selvom det i de danske medier omtales, som om det var. ”Dalen” ligger 30 minutters kørsel fra downtown San Francisco, og det er her, du finder de største it-firmaer.

Apple

Inden for de sidste par år er Apple blevet så kendt, at det rent branding-mæssigt er på niveau med Coca-Cola. Virksomheden omsatte for 170.000.000.000 $ og havde et overskud på ca. 20 %. Der er 80.000 ansatte i virksomheden, og selvom Steve Jobs ikke længere er der, oplever virksomheden stadig vækst.

Google

Ligesom Apple har Google slået sig fast som anerkendt virksomhed. Google havde i 2013 en omsætning på ”kun” 60.000.000.000 $ og 50.000 ansatte.

Facebook

Virksomheden, som havde mere end en milliard brugere og en omsætning på knap 8.000.000.000 $ i 2013. Der er ca. 6.800 ansatte. Hovedkontoret bærer præg af en ung leder, Mark Zuckerberg, og der er højt til loftet og plads til kreativitet. Det var en stor oplevelse at være på deres campus, da det emmer af noget spændende og innovativt. Der er alt fra bank, cykelsmed, utallige spisesteder og ikke mindst spillemaskiner og snackbarer overalt.

Så hvorfor er San Francisco så genial for iværksættere?

Men hvorfor er det så, at San Francisco og The Bay er så speciel? Det er formentlig den høje koncentration af startups, tech-companies og de mange investorer, som alt i alt appellerer til iværksætterverdenen. Det har en sneboldeffekt – som er selvforstærkende. Er du synlig her, har du følgende fordele:

– Du kan rejse flere penge til din virksomhed her end i Danmark.
– Du får et stærkere netværk ved at være til stede i USA.
– Vejret, servicen, luksussen og oplevelsen som iværksætter er mange gange bedre her.

Det kan være svært at forklare, hvad der er så særligt i området, men jeg håber, at listen over de mange store firmaer, du kender, kan få dig til at tænke en ekstra gang og måske antænde et lille håb eller en nysgerrighed. For ja, der er mange gode grunde til at hive teltpløkkerne op i Danmark. USA – især San Francisco og Silicon Valley – er stedet, hvor det sker.

Vi ses!

Mange hilsner

Toke Kruse

Stifter af Billy’s Billing

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

7 Comments

Leave a Reply