Det har lige været nytår, og det er et godt tidspunkt at fortælle min historie: Hvordan jeg har udviklet mig fra den lille dreng med arme som spaghetti, næsten ordblind og med en livsindstilling om, at jeg måtte være den dreng i verden, som havde de ringeste muligheder for at klare sig godt.

Få her min fortælling, som starter, da jeg gik i folkeskolen, og ender der, hvor jeg står i dag: med Billy og en landsdækkende TV2-kampagne, der rammer 3.000.000 danskere.

Mit liv startede med et smil på læben

Jeg har altid været en glad dreng, om end jeg havde det ufatteligt svært i folkeskolen, fordi jeg hverken kunne stave eller skrive eller havde særligt mange venner. Populær var jeg ikke, men alligevel stak jeg lidt ud, for mine ører strittede til højre og venstre og var en let skydeskive for de børn, som var lidt større eller bare ikke havde andet at tage sig til. Egentlig vil jeg gerne takke dem, som drillede mig, og dem, som ikke troede på, at jeg kunne klare mig igennem gymnasiet. For jeg lærte, at det ikke nyttede noget at give op, men at jeg kunne ændre mit liv, hvis jeg tog ansvaret i egen hånd. Mine ører blev lagt ind ved en simpel operation, og efter et wake up call til en engelskeksamen, hvor jeg knap nok bestod folkeskoleniveauet, så jeg lyset. Jeg fandt ud af, at hvis jeg arbejdede dedikeret med skolen, så kom resultaterne, og med dem kom selvtilliden også. Succes gør en lykkeligere og heler sår, så efter folkeskolen begyndte jeg at spire. Op igennem gymnasiet udviklede mine hjerneceller sig med rekordhastighed, og fra at være i bunden af klassen endte jeg med gymnasiets næsthøjeste snit på over 11,5 (omregnet til den nye skala).

Startskuddet til at blive iværksætter

Efter gymnasiet var jeg ikke til at skyde igennem og stiftede min første virksomhed Desert.dk (efterfølgende ændret til Relation Technology, som den dag i dag har 4 fuldtidsansatte). Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med online-verdenens muligheder, hvor jeg hurtigt så en mængde store potentialer. Det tog sin tid at slå igennem, og først efter 7 år som selvstændig lykkedes det mig at få luft under vingerne og en fast månedsløn på 30.000 kr. Der gik lige præcis 5 timer, efter at vi lancerede Harpics (et billeddelingssite), før Freeway kontaktede os. Få dage efter sad vi til møde med tre af de fire stiftere, og selvom det ikke blev til mere end et par møder, så fik jeg færten af, at successen altid kan være lige om hjørnet. Det tog nogle flere år, og i august 2011 gik Billy’s Billing i luften, og efter kun få måneder havde vi allerede skabt et fast kundegrundlag, hvorefter vi i en håndevending tilføjede efterspurgte funktioner.

Så blev det San Francisco

Kun seks måneder efter lanceringen af Billy’s Billing stod jeg i San Francisco sammen med min forretningspartner Sebastian Seilund, mens hele USA lå for vores fødder. Det skulle vise sig at tage langt længere tid at videreudvikle regnskabsprogrammet, hvilket betød, at vi først blev klar med en endelig version i løbet af 2014. Selvom vi stadig mangler et par funktioner, så står vi nu med et komplet regnskabsprogram og et velfungerende Hjælpecenter, som kan servicere de mange nye kunder, der strømmer til hver dag.

2015 og hvad sker der så?

Mens året 2014 var et stort udviklingsår og forbundet med en masse udfordringer, sadler jeg i 2015 om og har forberedt en stor, landsdækkende tv-kampagne, som rammer 3.000.000 danskere. Det var der ikke mange, som havde troet om mig, men nu bliver det virkelighed og startskuddet til et nyt kapitel for mig som iværksætter og for min virksomhed Billy.

Afrunding

Så jeg har kun at sige, at alle mennesker kan udvikle sig og flytte sig fra 0 til 1 – men det kræver en indsats, troen på, at det kan lade sig gøre, og hårdt arbejde. Intet kommer af sig selv, så hvis du er villig til at løbe en risiko og investere den tid, som det kræver, så kan også du flytte dig.

Rigtig godt nytår.

Toke

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

5 Comments

  • Henrik siger:

    Tak for et fedt blogindlæg, som også viser, at det tager tid at få succes. God vinkel.

    Henrik

  • Christoffer Steenbeck siger:

    God vinkel på et spændende emne; hårdt arbejde og vedholdenhed giver et godt afkast i sidste ende… Jeg formoder ikke, at du har lavet den store cash-in endnu, men alt andet lige er det også en succes efter 7 år, at kunne trække en fast løn :-))

  • Vil du høre mig tale? Så tun ind på Din Radio… | Toke KruseToke Kruse siger:

    […] vi skulle køre tv-kampagne, besluttede vi os for at bruge mig til speak. Det var troværdigt, at det var ejeren af Billy, som […]

Leave a Reply