I 2014 skrev jeg, hvad der svarer til en bog på ca. 300 sider, i form af blogindlæg, og kom i den forbindelse ud til rigtig mange selvstændige. Jeg mindes kun et par enkelte kommentarer, som kom fra kvinder, og helt generelt må man sige, at mænd er kraftigt overrepræsenterede, når det gælder iværksætteri, uden det skal lyde politisk korrekt eller ukorrekt.

Derfor er dette blogindlæg målrettet kvinder, der endnu ikke har taget springet, men mænd – og kvinder, der allerede er i fuld gang som selvstændige – må da så hjertens gerne læse med!

Lad ikke frygten for, at alt går galt, styre dit liv

Iværksætteri er ikke fyrværkeri. Du kan godt starte uden at have sikkerhedsbriller på konstant, og det nytter ikke noget, at du er bange for, at det hele springer i luften. Det gør det sjældent, så en lille sikkerhedsafstand er som regel nok. Iværksætteri handler i høj grad om at slippe tøjlerne og hoppe ud i det. Det betyder ikke, at du skal sætte dig i en situation, hvor du glemmer alt om ”back-up-plan” og konsekvenser, men én ting er sikker: Du kan ikke have kontrol over alt, for så prøver du ikke nok, og lige nu handler det om, at du skal tage det sidste spring og få startet den virksomhed, som du har gået og drømt om. Du er som iværksætter nødt til at løbe en risiko – størrelsen af risikoen, den må du selv afgøre.

Når det er sagt, så har det også sine fordele at udvise mere forsigtighed end mændene, fordi kvinder af natur er bedre til at organisere og har det bedst med at betale regninger til tiden, mens mænd kan sløse mere, uden at det nager dem. Men det sætter vi lige på hold, så du bare kan ”just do it!”.

Lær at fejle og leve med det

Jeg har haft en del kvindelige ansatte og har talt med kvindelige iværksættere, og der tegner sig et helt generelt billede: Kvinder kan ikke lide at begå fejl og bruger mere tid på at tænke over de fejl, som de kan begå, i stedet for bare at prøve sig frem, komme ud over stepperne og lære undervejs.

Iværksætteri handler om at tage fejl og lære af de fejl, som du vil komme til at begå. Ofte er fejlene ikke større, end at du kan rette op på dem, og det betyder samtidig, at du har rykket dig en smule ud af din comfort zone – en nødvendighed i mine øjne. For hvis du har kontrol over alt, så presser du ikke dig selv nok og lader ellers oplagte muligheder gå tabt.

Derfor: Har du ikke lavet nogen fejl endnu, har du ikke lavet nok!

Bliv færdig, uden at det behøver at være perfekt

Kvinder har det bedst med, at tingene er perfekte. Det duer bare ikke i iværksætterverdenen, for du har ikke uendelig tid, og du er afhængig af at få kunder ombord og sælge dit produkt. Derfor skal du sige til dig selv, at godt nogle gange er godt nok. For du må ikke lade det perfekte stå i vejen for noget, som er godt nok til formålet.

Tænk derfor i den værdi, du skaber, og på, hvor en stor forskel det ”perfekte” gør i forhold til ”godt nok”. Du bliver nødt til at lempe på dine høje krav en gang imellem, hvis du vil rykke dig og få søsat ting, der virkelig flytter dig og din virksomhed. Du behøver altså ikke den ”perfekte” business plan, for som du hurtigt vil finde ud af, er verden altid anderledes, og der bliver behov for løbende tilpasninger.

Afslutning + et værdifuldt tip

Der er sikkert nogle, som vil mene, at man ikke skal forskelsbehandle mellem kvinder og mænd, og at køn ikke har noget med iværksætterlivet at gøre. Men det har det, for statistikkerne taler deres tydelige sprog: Der er ca. 3 gange så mange mandlige som kvindelige iværksættere. Der tegner sig selvfølgelig også et skræmmebillede, når man kan læse, at virksomheder startet af kvinder ikke overlever lige så godt som mændenes.

Et værdifuldt tip

Og så et sidste tip, som måske i virkeligheden er det vigtigste. Du skal have dig en mentor, som kan være dit side-kick eller din partner in crime. Derfor skal du mødes med andre kvinder, og det er kun et plus, hvis de er lidt længere end dig i deres iværksætterkarriere. Det vil give dig en værdifuld og ofte nødvendig sparring, hvis du også skal lykkes som selvstændig.

Jeg håber, at mit blogindlæg var til god inspiration, og at du vil tage springet i 2015 og starte som selvstændig.

Mange hilsner

Toke Kruse

Aktuelt

Jeg er aktuel med min bog A PLAYERS (husk, at du kan downloade første kapitel gratis) og ikke mindst med Billy, som gør regnskab lettere for selvstændige, og som du i øvrigt kan prøve gratis i 30 dage.

Kilde: http://erhvervsstyrelsen.dk/nyheder/187761

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Leave a Reply