Introduktion

Hvad gør man med alle de idéer, man får som iværksætter – og hvad bør man gøre, for at beskytte dem? Her fortæller Toke om de kriterier han holder sig for øje, når han overvejer at søsætte en ny forretning, og hvordan det kan være, at lige netop internettet blev udgangspunkt for hans idéer.

Se interviewet her, eller læs det længere nede.

Jeg ved at du ofte får nye forretningsidéer. Hvordan sorterer du og prioriterer du blandt de idéer?

Det har taget mange år for mig at sortere mine idéer, og sortere hvad er det for en virksomhed jeg skal starte, hvad er det for en virksomhed jeg skal nedprioritere. Så det med at sortere idéer, det sker ud fra mange års erfaring, ud fra hvad er markedsstørrelsen på den her idé, og hvad er sandsynligheden for at vi kan slå igennem. Det der er mest interessant er, hvor mange konkurrenter der er på markedet. Man tænker ‘nåmen, jo færre, jo bedre’. Jeg har fundet ud af at det er omvendt. Jo flere, jo bedre. Især hvis du kan se, at de konkurrenter som er størst gør det ikke så godt. Så hvis man kan komme ind på et marked hvor konkurrenten eller de største konkurrenter ikke gør det særligt godt – det kan være fordi deres priser er meget høje, det kan være deres produkt er elendigt, men de har stor succes – hvad får dig så til at tænke, ‘hvorfor kunne du ikke gøre det bare en lille smule bedre?’ og måske til samme pris, for jeg går ikke ind for at man bare skal sætte prisen ned og så tro at man klarer sig godt på den lange bane. Man kan gøre det som en indgang til et marked, men hvis man så på den lange bane har et produkt som performer bedre eller er lettere at bruge, så kan du holde fast i kunderne meget længere. Så jeg sorterer klart idéer ud fra, hvad er potentialet, og hvordan ser markedet ud. Markedet er størrelsen på, hvor stor din virksomhed kan blive, og det skal man virkelig huske på.

 

Omdrejningspunktet i din sidste virksomhed er internettet – hvorfor er din virksomhed internetbaseret?

Grunden til at mine virksomheder er internetbaserede, og jeg har lagt så meget vægt på, at det hele skal være online og at det skal software, vi laver, det er dels fordi mine erfaringer siger mig, at det er det, jeg er bedst til. Jeg har prøvet at starte en computertaskevirksomhed, det gik fint, men det krævede enormt meget arbejde. Jeg startede med at arrangere det i Danmark, fik produktionen flyttet til Indien, alt det koster bare rigtig mange penge og der er måske ikke aftagere nok til lige præcis de computertasker, vi laver. Det andet firma var madpakker til skolebørn, jeg har smurt 5.000 skolemadpakker igennem min tid på CBS da jeg læste min bachelor. Så mens de andre var ude at skrive projekt var jeg ude at forberede maden til næste dags skolemadpakkeshow, og der kan jeg bare se, at det her med at flytte fysiske varer fra ét sted til et andet, det koster rigtig meget, ikke bare planlægning, men også kroner og ører. Med software står det lidt anderledes til – du skal ikke flytte noget som sådan. Der ligger en stor udviklingsmotor under det, du leverer, men når først den motor er lavet så kan du sælge den samme vare i princippet et uendeligt antal gange uden at der kommer en ny omkostning på i større udstrækning. Så jeg tror det, der fascinerer mig ved IT, det er at det er meget mere fleksibelt at arbejde med – du har det tæt på kroppen. Hvis du laver det godt i dit team, så har du også et stort potentiale ude på markedet. Så det er derfor, jeg har fokuseret på IT. Det er det, jeg har lyst til, og nu har jeg fået en uddannelse i det, så det er det, min interesse er, og det er det der har et stort potentiale – også økonomisk.

 

Hvilken aha-oplevelse fik dig til at starte din første internetvirksomhed?

Det var nok i gymnasiet hvor min gymnasielærer sagde ‘nu er I uddannet til at lave hjemmesider, nu kan I lave et firma og tage en relativt høj konsulenthyre for det, for det er der ikke særligt mange, der kan’. Det lyder måske lidt underligt, men altså for 12 år siden, der var der ikke et internet som vi kender det i dag, det var ikke lige så udbredt. Jeg fik en email da jeg gik i gymnasiet – nu tror jeg, man får en email når man melder sig ind i børnehaven eller folkeskolen. Så der var bare et potentiale som åbnede sig op i den her time hvor min lærer siger ‘prøv at høre, drenge, nu kan I s’gu’ starte selv’ og jeg tænkte ‘nårhja, jeg har jo startet så meget andet igennem tiden, fra avisbud til salg af æbler og hvad det nu måtte være’. Så det var en eye-opener hvor man siger okay, nu kan vi faktisk selv noget, og vi kan faktisk tage en meget høj konsulenthyre for det, i forhold til hvor lidt uddannede vi er. Vi var bare meget bedre uddannet end alle mulige andre. Så vi startede bare fra en ende af i Store Kongensgade inde i København og så gik vi bare inde ved alle butikkerne og spurgte, om de ikke skulle have en hjemmeside, og de fleste kiggede lidt underligt på os. Så var der en dame der sagde ‘det er sjovt du siger det, jeg har lige tegnet min hjemmeside på et stykke papir, det er sådan her den skal se ud, kunne du ikke være interesseret i at lave den?’ Så sagde jeg ‘det vil jeg gerne’, og det var så min første kunde. Ti år efter har jeg stadig den kunde. Så jeg tror eye-openeren er, at det er relativt let at uddanne sig inden for IT, og så kan man altid finde nogle freelancere som er rigtig dygtige til specialet i det. Og hvis man så kan forstå at koordinere de ting, og man også har en naturlig interesse for det, så er der et stort potentiale.

 

Hvilke tendenser ser du på internettet i dag? Hvad optager dig mest?

Det som optager mig allermest, det er den måde, vi betaler på i dag. Jeg undrer mig stadig over, at når jeg skal købe flybilletter fra USA til Danmark eller fra Danmark til USA, så tager det for meget af min tid at lægge penge. Jeg har jo allerede sagt ja til den flybillet. Så inden for det næste år vil vi se en revolution inden for hvordan man betaler, det er jeg overbevist om. Derudover så har mobiltelefoner selvfølgelig fyldt mere og mere i vores allesammens hverdag, så de to koblet op på hinanden får helt sikkert en større betydning. Det undrer mig, at vi i Danmark ikke har et bedre betalingssystem end det vi allesammen kender som PBS eller Nets, for det er ikke konkurrencedygtigt hvis man ser det worldwide. Der er alle mulige andre løsninger, som er meget bedre end Nets, og det irriterer mig, at man i Danmark har den her monopolistiske tilgang til, hvordan man skal betale med kreditkort online. Det er helt forskruet. Så vi kommer til at se en udvikling, og virksomheder som Nets, de vil få et stort rap over nallerne de næste år, fordi de ikke forstår at følge med udviklingen. De forstår mere at håndhæve reglerne og fokusere på det, frem for at udvikle virksomheden. Så inden for fem år, så er Nets ikke den samme virksomhed som i dag.

 

Du har et motto om, at det handler om at gøre komplekse ting lette, sådan så slutbrugerne kan spare penge. Hvorfor kom du lige på det?

Det var nok en erkendelse over længere tid, om at det jeg gav kunderne over tid det var noget, som gjorde deres hverdag lettere. Deres processer lettere, eller deres hjemmeside lettere, det var mere brugervenligt. Og samtidig så sparede de noget tid i den anden ende – det var nemmere at bruge – og på den måde så sparede de nogle penge. Så jeg tror mere det har været en erkendelse af, at det jeg faktisk har gjort igennem rigtig mange år, det er at gøre det lettere at spare nogle penge og spare noget tid. Så det har nok været naturligt afledt af, at det er det, IT ofte gør – det er at gøre vores hverdag lettere, og så sparer man noget tid, og man sparer nogle penge. Så jeg tror egentlig det er meget naturligt, når man arbejder med software, så er det faktisk det man gør. Det er bare formaliseret for mig selv og for min virksomhed, og et står i vores personalehåndbog, at det er det, vi gør. Så ved folk godt, hvilken vej vi arbejder henimod.

 

Hvad gør du for at beskytte dine projekter i forhold til patenter – at beskytte dit hovede?

Jeg har aldrig været rigtig fortaler for, at man bare skal patentere alle sine ting og på den måde slippe udenom konkurrenter. Jeg tror ikke, at det er den rette løsning. Det var det måske for 10, 20, 30 år siden, der patenterede man alt. Nu handler det bare om at være den første med det bedste, og så udvikle sig hurtigst. Så jeg er ikke fortaler for, at man går meget op i, at man skal registrere det ene og det andet. Selvfølgelig skal man lade sig varemærke-registrere, selvfølgelig skal du beskytte dine IP-rettigheder, men jeg tror ikke på, at man skal patentere alt det, man har. Og i øvrigt har man slet ikke råd til det som lille iværksætter. Så man skal hellere fokusere på, at være de bedste, og så blive ved med, at udvikle den idé. Så tror jeg, man kommer længst. Så når man bliver større er man selvfølgelig mere sårbar, og man har måske flere penge til at beskytte sig rent rettighedsmæssigt, og det må man så gøre løbende. Men jeg tror ikke det gavner nogen virksomheder som de første steps.

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

One Comment

Leave a Reply