Introduktion

Toke fortæller om, hvordan han også som barn og i løbet af sin opvækst, har haft øje for virksomhedspotentialer, og om, hvor vigtigt det er, at konceptualisere sin idé og få den ud på markedet i en fart.

Se interviewet her, eller læs det længere nede.

Havde du iværksættergenet som barn?

Det er et godt spørgsmål. Det er der mange der har spurgt mig om – ‘har du altid startet virksomheder?’ Og jeg har helt sikkert altid startet et eller andet, for alle i nabolaget skulle have slået græs, og så var det mig der slog græs, skulle der deles aviser ud, så var det mig, der delte aviser ud, skulle der samles æbler og laves en lille bod ude på vejen, så var det også mig, der gjorde det. Det her med at spare penge sammen og få ting til at lykkes for på en eller anden måde at få råd til en lidt sjovere telefon eller et lidt større fjernsyn, eller en knallert, eller hvad det nu måtte være på det tidspunkt – så ja, jeg har startet virksomhed lige siden jeg var lille, og det var lige meget om det var en æblebod eller et senere hen et hjemmesidefirma. Så jeg har altid haft det der iværksættergen med at kunne iværksætte noget og starte en eller anden form for pengemaskine op, og så prøve at udregne hvornår man så kan tjene de penge, man gerne vil. Så det har altid ligget i mine gener, selvom der ikke er nogen i min familie, der har startet virksomhed. Med mindre man går meget langt tilbage.

 

Nu taler du om pengene – er det pengene, der driver værket for dig som iværksætter?

Nej, det er det ikke, men det som driver værket for mig, som er min driver som iværksætter, det er motivationen for at nå nogle nye mål, og det med at lancere noget og få det til at lykkes. Så penge har selvfølgelig en afgørende faktor for at man kan arbejde mindre, og når man ikke er på arbejde, at man kan købe nogle flere ting, man kan rejse på nogle flere rejser, man kan købe en større bil – men som sådan er det ikke det som er driveren i dagligdagen. Det er måske det meget langsigtede perspektiv, at hvis jeg bliver ved, som jeg gør nu, så om fem eller ti år så kan jeg måske købe det hus, jeg rigtig gerne vil, eller jeg kan køre den bil jeg rigtig gerne vil, men her og nu og de næste år frem, der er det ikke det at tjene rigtig mange penge, som er det sjove. Det er mere det her at få projekterne til at lykkes og få Billy’s Billing udbredt, nu vi er taget til USA. Det er det, der er interessant for mig lige nu.

 

Hvornår valgte du at blive iværksætter frem for at få et almindeligt lønmodtagerjob?

Jeg valgte ikke sådan fra den ene dag til den anden, at nu ville jeg være iværksætter, nu ville jeg ikke arbejde i en fast virksomhed. Men jeg kunne hurtigt finde ud af, da jeg arbejdede i virksomheder hvor det ikke var min egen, så arbejder man for nogen andre, og det er der sådan set ikke noget galt i, jeg har jo en masse gode medarbejdere som faktisk gør dét – de arbejder jo med mig, men jeg kunne også godt se at der er nogle bestemte rammer inden for en virksomhed, som jeg måske passer under, som gør, at hvis jeg har min egen virksomhed, så kan jeg bestemme hvad det er for en vej, virksomheden skal gå, så det ikke bliver for bureaukratisk, eller sætter nogle beslag på, hvad er der som kan ændres. Så en af de fordele der er ved at være iværksætter, det er at man selvfølgelig har mulighed for at styre sin egen hverdag, man er ikke afhængig af en boss der siger ‘nu er det sådan her’. Og det er også derfor jeg gør meget ud af at de medarbejdere jeg så har, at de ikke skal opleve at de lever under sådan nogle rammer som er meget begrænsende for det, de gerne vil. Så jeg ser også at der er flere af mine kolleger, der starter egen virksomhed mens de arbejder med mig, og det vil jeg gerne give plads til, for det er sådan, jeg selv har det, og det er sådan nogle mennesker, jeg gerne vil omgive mig med. Så jeg prøver indenfor rammerne at sige ‘I kan godt starte noget selv, men selvfølgelig også have hjertet med der hvor I nu arbejder, det er trods alt der hvor I får jeres løn fra’. Så jeg prøver at give plads til folk så de også har den her frie ramme, som jeg selv synes er vigtig.

 

Du arbejder meget med konceptudvikling som iværksætter – kan du fortælle noget mere om det?

Som iværksætter er der rigtig mange idéer der kommer op på bordet og for at en idé bliver til virkelighed skal man konceptualisere den, man skal få den til at hænge sammen både forretningsmæssigt, og du skal også få den til at hænge sammen kundemæssigt – er der et marked for det. Hele den her idé skal konceptualiseres, den skal formes så den bliver til et virkeligt produkt. Og der arbejder jeg typisk med et problem, som enten er en irritation for mig selv eller jeg kan se det er en irritation for andre, en besværlig proces, og så gælder det egentlig om at gøre den så enkelt som overhovedet muligt, så folk de kan spare både tid – så det ikke bliver kompliceret at løse det her enkle problem, som det egentlig ofte er, og så kan de spare nogle penge. Hvis man kan løse et problem hvor folk både kan spare tid og penge, så har man et produkt som typisk er attraktivt for folk. Og det er nok fordi, hvis man kan spare nogle penge, så er folk med på vognen. Og hvis det stadig bliver gjort på en nem måde, at de ikke skal lære noget om, så er det også som regel interessant for folk.

 

Hvor nemt er det at starte og drive en virksomhed i Danmark?

Jeg tror det at starte en virksomhed i Danmark, det er enormt nemt. Det kræver ikke særlig meget. Der er mange der siger, det skal ære nemmere at starte virksomhed – men jeg tror ikke så meget det skal være nemmere at starte virksomhed. Du går op og får et CVR-nummer – jeg tror endda du kan gøre det online. Det som er kunsten i at være iværksætter, det er at kunne drive virksomheden, og det her med at kunne få et kundeflow ind og kunne tjene penge indefor relativt kort tid – jeg plejer at sige inden for seks til 12 måneder efter du har søsat din idé, så skal du kunne se, at der er et bæredygtigt kundegrundlag. Det vil sige, at du begynder at tjene penge, eller i hvert fald at du kan se, at der kommer et naturligt flow af kunder ind i din biks. Og det synes mange er kort tid – ‘kun et halvt år?’. Så siger jeg ‘ja, men efter et halvt år skal du faktisk kunne se, at det giver mening, for ellers sidder du bare og arbejder og bruger tid på noget, som overhovedet ikke fungerer ude i den virkelige verden’. Så det her med at komme hurtigt ud af ens lille tænkeboks derhjemme bag skrivebordet, eller hvor man nu sidder og udvikler sin idé – der gælder det om at komme ud i virkeligheden og få testet sin idé af, og testet sit virksomhedskoncept af for at få noget ‘traction’. Altså noget bevis på, at ens idé fungerer. Hvis du kan det, så sidder du tilbage med en virksomhed der fungerer, du begynder at tjene lidt penge, og du kan løsrive dig fra dit eventuelt faste arbejde og bekymringer om, ‘kan jeg nu betale næste måneds regning’. Det er vigtigt.

 

Hvilken iværksætter har inspireret dig?

Jeg tror ikke, der er én iværksætter, der er min inspirationskilde, men jeg er blevet inspireret især af alle de amerikanske virksomheder, som klarer sig rigtig godt. Jeg prøver at analysere hvad det er, de gør så meget anderledes i forhold til andre. Steve Jobs har gjort det rigtig godt, selvom der er mange, der har kritiseret hans ledelsesstil og ‘hans produkter er for rigide’ og ‘man kan ikke alt muligt andet’ – det er der sikkert også noget om, men han har altså skabt en virksomhed som omsætter for rigtig mange penge – jeg tror de har et overskud på 25 mia. dollars – så de har jo formået at tage en lille idé, et lille koncept og brede det ud i hele verden. Det synes jeg er til stor inspiration. Hele det her koncept med at gøre noget meget attraktivt i form af, at det er meget enkelt, og det egentlig også er relativt billigt – de fleste kan købe et Apple-produkt – det synes jeg er beundringsværdigt. Så helt sikkert, Apple har været en stor inspiration for det, jeg laver i dag.

 

Man taler ofte om janteloven i Danmark. Har du selv mærket noget til den som iværksætter?

Jeg tror i mine unge dage, der tænkte jeg ikke særligt meget over det. Der tjente jeg måske heller ikke de penge, som min virksomhed tjener i dag. Men efter jeg er rejst til USA, synes jeg jeg har mærket en jantelov, eller i hvert fald det her misundelse som jeg ikke prøvede før. Jeg vil nødigt dyrke janteloven, men jeg kan da se at der er da en tendens til, at man ikke får de samme rygklap som man måske burde have fået fordi man har skabt noget rigtig stort, men tværtimod får den omvendte hvor folk bliver meget kritiske over for én og prøver at holde ens gejst nede. Selvfølgelig har man altid de venner, som bakker én op uanset om man søsætter en fiasko eller søsætter en succes, men omvendt vil der også være de her som…om det er misundelse eller om det er godt gammeldags ondt i røven, det ved jeg ikke, men det er der helt sikkert. Jeg tror måske i Danmark – det er lidt nemmere fordi jeg bor i USA og ser det sådan lidt udefra – men der er ikke den samme gejst når man kommer og siger ‘jeg er iværksætter, jeg har skabt det her’. I USA siger de ‘gud, lad mig høre mere’. I Danmark siger de måske at det lyder spændende nok, men der er bestemt også den anden side hvor folk siger ‘okay, kan man nu leve af det’ eller ‘nå, er det nu godt’. Så man kan helt sikkert møde den her skepsis i den danske kultur. Det synes jeg er ærgerligt, man skulle hellere klappe folk på skulderen og sige ‘det er rigtig godt gået, du har startet en virksomhed, du har løbet en stor virksomhed, det synes jeg er værd at bakke op om’. Og uanset om folk tjener mange penge eller lidt penge – succesfulde virksomheder for mig, er at man har en masse glade medarbejdere. Jeg har en arbejdsplads hvor jeg selv har lyst til at møde op hver eneste dag. De betaler mine regninger, de betaler min løn – men det synes jeg, folk skal have stor respekt for. Det har man også i Danmark, men jeg synes bestemt også der er den her side som hælder over til den misundelige del.

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

One Comment

Leave a Reply