10 gode råd til, hvordan du bliver succesfuld, eller 10 gode råd om, hvad succesfulde personer gør, er set i massevis på nettet. Jeg læser ind imellem sådanne artikler og kan sætte hak ved de mere eller mindre åbenlyse guides. Desværre er der langt færre artikler om, hvordan du kan bruge dine fejltrin som stepping stones til succes og lade fortidens fejl blive guidelines til at klare dig bedre i fremtiden.

Især i Danmark er det bandlyst at fejle. Så sent som i går aftes på DR i programserien ”Statsministrene” udtalte Anders Fogh Rasmussen ”jeg tror ikke, at der er nogen mennesker, som ønsker at fejle” – jo, jeg gør! Når folk ikke fejler, betyder det i min optik egentlig bare, at folk har tendens til ikke at kaste sig ud i tilstrækkeligt meget eller simpelthen ikke ved, hvordan de skal håndtere fejl og fiaskoer. Med 15 år i bagagen som iværksætter trives jeg rigtig godt med at fejle, og det bør du også, hvis vil have mere succes.

Man siger, at man ikke skal begå den samme fejl to gange, men jeg må konstatere, at nogle fejl alligevel gentages, gang efter gang. Hvordan kan gentagne fejl give dig succes, og er det ikke dumt at gentage de samme fejl, igen og igen? Det besvarer jeg i dette blogindlæg, så også du kan bruge dine fejl aktivt med succes for øje uden at skamme dig.

Fejl #1: At fejlestimere projekter og opgaver

Det er en naturlig egenskab hos mange iværksættere, at man er optimistisk og derfor kaster sig over alt for mange tiltag eller igangsætter et projekt med urealistiske estimater og for få dertilhørende allokerede ressourcer. Jeg gør det gang på gang: estimerer forkert og kaster mig over projekter, som er håbløst dyrere og mere komplicerede end først antaget. Sådan var det, da jeg startede Billy, sådan var det, da jeg startede lønsystemet Salary, og sådan var det, da jeg startede min nyeste virksomhed, Bilagscan. Man skulle tro, at jeg var blevet klogere, efter at jeg fejlestimerede Billy i 2011, men faktisk har jeg blot lært, at det er helt okay at fejlestimere, for hvis man kommer ud på den anden side, står man med et produkt, mens mange andre ville have fejlet helt og givet op undervejs. Det efterlader dig i et marked med færre konkurrenter og en høj indgangsbarriere. Det betyder, at din virksomhed kan blive mange flere penge værd, fordi et naturligt lavt antal virksomhed i det ”space” øger prisen.

Selvom jeg stadig begår denne fejl og estimerer forkert, er min konklusion, at jeg med denne optimisme kommer frem til de gode muligheder. I dag er jeg derfor ikke bange for at slå for store brød op og fejlestimere, for det skal nok ende med en succesfuld slutning (tilstrækkeligt nok gange), selvom vejen altid er hårdere og fyldt med fejl undervejs. Det vigtigste for mig er faktisk blot, at udviklingen flytter sig fra forskellige stadier, sådan at man hele tiden kan se, at man kommer tættere på målet og vigtigst af alt, løbende tjener penge, så proof of concept viser sig så tidligt som muligt.

Fejl #2: At ansætte de forkerte

Ansættelse er nok en af de sværeste ting som iværksætter. Hvis du ansætter den rette, får det en enorm betydning for, hvor godt din virksomhed performer. Ansætter du den forkerte, ender du med at misbruge dine ressourcer og spilde en masse tid. Du kan foretage interviews, lade kandidater gennemgå tests, og du kan se på deres historik. Alligevel kan du ramme ved siden af. Det er en disciplin, som har mange ubekendte, og det bedste er at teste kandidater.

De mange fejlansættelser har lært mig at have en lavere tærskel mod at ansætte forkerte, ligesom barrieren for, om jeg vil samarbejde med folk, klart er blevet langt højere med tiden. Løsningen på problemet er altså, at jeg har en kortere lunte for, hvornår folk ikke passer ind, præsterer eller overholder almindelige pligter i forbindelse med et ordentligt samarbejde.

Selvom jeg er af den overbevisning, at man kun skal ansætte, hvis man har fundet den helt rette kandidat, kan jeg også se, at ved at ansætte og fyre hurtigt får jeg adgang til talenter mellem de brodne kar. Derfor er jeg ikke lige så ked af at ansætte forkert, som det måske lyder. For igen: Teamet ender til sidst med at blive rigtig godt.

Fejl #3: At lade perfektionisme forsinke projekter

Jeg er perfektionist og bliver let irriteret, hvis ting ikke spiller, som de burde. Man siger, at djævlen sidder i detaljen, og netop derfor går jeg op i, at selv de mindste detaljer er på plads. Det betyder, at jeg er blevet forsinket undervejs, men til gengæld har mine kunder fået et bedre produkt.

Det er altid en afvejning, hvor godt noget skal være, så trods perfektionismen har jeg lært mig følgende: ”Lad ikke det perfekte stå i vejen for det brugbare”. Med det skal forstås, at nogle gange kan en mellem-god løsning være tilstrækkelig, hvis man som virksomhed vil fremad og skabe vækst.

Men jeg sætter også en ære i at lave ordentlige produkter, som om de var en slags kunstværker – uden at det skal lyde, som om jeg er en hippie-iværksætter. For mig er det ikke bare en virksomhed, hvor jeg skal tjene ”kassen”. Jeg lægger mit navn til, og anerkendelsen og respekten for de ting, jeg laver, har også en stor værdi for mig. Hvis gamet bare var at tjene penge, var der rigtig mange andre ting, som jeg kunne sælge og tjene penge på.

inde-blogindlaeg-tokekruse

Toke Kruse – Fotograf: Frank Lohmann

Konklusion: Begå fejl, hvis du vil klare dig godt som iværksætter

Grundlæggende er jeg af den overbevisning, at du ikke skal være bange for at fejle, selvom åbenlyse gentagelser af simple fejl naturligvis skal elimineres. Det sidder i os, at man i skolen har lært, at hvis man fejler, får man et dårligere resultat, nemlig i form af dårligere karakterer og nedern reaktioner fra lærere og måske endda fra forældre. Man bliver ikke belønnet for at være kreativ og udfordre rammerne i folkeskolen, fordi det ikke passer i den faste skabelon. Det er dybt forkert som iværksætter, hvor det modsatte gælder – fejl meget, og du lærer meget. Fejl lidt, og udviklingen af din virksomhed går i stå!

Selvom det kan lyde dumt at gentage fejl, så er det også et udtryk for, at nogle fejl kan være svære at undgå. Derfor er det også vigtigt, at du anerkender, at disse fejl er en del af vejen til din succes, så bliver det ikke så slemt at fejle, trods alt. Derudover må jeg konstatere, at it-projekter er svære at estimere, og deadlines er en glidende faktor. I it-verdenen er de mere et kompas, som man løbende retter ind efter, end et fixed point.

Så kig dig over skuldren hver gang du fejler – du har meget at lære og det er ikke en skam at fejle.

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

4 Comments

Leave a Reply