De fleste danskere er ikke dovne – de er derimod arbejdsomme og ekstremt pligtopfyldende.
Men velfærdsmodellen, som er et levn fra fortiden, har spillet fallit på Christiansborg. Det er soleklart, omend vi i den brede befolkning ikke ønsker at indse det, fordi vi så måske taber det hele på gulvet. Det er ikke holdbart, og vi skal videre til noget andet. Men hvor skal vi hen og hvordan?
Løsningen handler ikke bare om at give lidt skattelettelser, oprette nogle flere udvalg og nedsætte endnu en kommission. Nej, vi skal lægge ud med at organisere os helt anderledes. Vi har brug for et opgør med systemet og de siddende politikere. De må også selv se sig i spejlet og lytte til dommen ”at nok er du god, men helt nye politikere er endnu bedre”. De er ikke fulgt med tiden, men har fokuseret på magten fremfor på Danmarks bedste.
Derfor må vi vælgere udskifte størstedelen af politikerne ved næste valg – vi må indse, at de nuværende har spillet efter gamle regler og bygget op efter gamle principper med én leder for bordenden. Et sådan setup overlever ikke længere ude i virkeligheden. Deres rekrutteringsproces starter i ungdomspartierne, hvorefter man arbejder sig hele vejen op til toppen, hvilket giver et uhyre dårligt grundlag for at ende med de bedst kvalificerede. Sådan ansætter vi jo heller ikke i det private. Skal vi tiltrække de bedste, skal lønnen op og vilkårene være optimale.
Apropos det private: Drømmen om et effektivt, statsejet sygehusvæsen er smuk, men urealistisk. Jeg var selv forbi et af Danmarks største hospitaler kl. 22 en lørdag aften, hvilket var en sælsom oplevelse. Ingen anede, hvad de skulle stille op med en blødende person, som lå på det kolde stengulv ved hovedindgangen. De tre kaffedrikkende ‘receptionister’ pegede blot over på et læs kørestole, der var efterladt som en stribe indkøbsvogne i vejkanten: ”Jeg kunne da bare tage sådan en”, sagde de, mens jeg råbte “Vi skal bruge en båre, og hvor er operationsstuen! En person forbløder på jeres gulv!”
Systemet er gået i stykker, på trods af at arbejdsstyrken står klar til at løfte i flok. Men lige nu er skaden sket, og der er ikke tilstrækkeligt med kvalificerede ledere. Desuden hæmmes alt af et fodformet sæt regler, der for længst må siges at være udjogget. Heller ikke reglerne er fulgt med tiden – og flere regler løser ikke problemerne. Prøv du bare at kaste flere regler i hovedet på dine børn; det bliver de ikke bedre mennesker af, og det fremmer heller ikke en sund kultur.
“Systemet er der altid –
det er jo den største samfundsløgn,
vi nogensinde har fået at vide i Danmark” – Werner Valeur
Danskerne er flasket op med én tilgang til livet: ”Systemet er der altid”. Heri er indlejret en slags samfundskontrakt: Du skal for evigt være systemet loyalt og respektere autoriteter, for så kan vi omvendt give dig sikkerhed, forudsigelighed, garantier osv. Dette er netop kerneproblemet. Systemet og politikerne har udgivet sig for noget, det og de ikke er. For systemet er der jo netop aldrig, når du skal bruge det. Men vi trækker på skuldrene og accepterer virkeligheden, lige indtil vi selv forbløder på et koldt hospitalsgulv en vinternat.
For hvis man nu oplister det hele – er kvaliteten så lige så høj som vores skatter? Nej, vel. Forholdet er faktisk det modsatte: Du kære borger, betal en høj pris, så kvitterer vi med lav kvalitet. Og du kan ikke gøre noget, for “its too big to fail (or change)”.
De fleste danskere ville gerne gøre det godt, men at gå imod systemet får du dem ikke til. For hvad er der så tilbage? Alene frygten for forandring kan få en dansker til at miste troen på sit eget eksistensgrundlag. Den risiko vil man ej påtage sig. Tænk nu, hvis det blev endnu værre. Det er nok bedst, at vi ikke piller, men bare gør, som vi plejer.
