I 00’erne gik folk op i at arbejde mest muligt, eftersom det var et udtryk for succes. Men nu er der kommet en ny trend: Hvem kan arbejde mindst? – som var det en budrunde om et Rembrandt-maleri på auktion. Imens skråler statsminister Mette Frederiksen fra sin talerstol, at danskerne skal arbejde mere for at opretholde “velfærden”. Efter min mening er det på høje tid at sortere i, hvad der er volapyk, og hvad er meningsfyldt.
Jeg arbejder selv kun 30 timer om ugen i min virksomhed Wolfpack, men sådan har det ikke altid været. Tidligere knoklede jeg snarere op imod 100 timer (ja, det bliver det til, hvis du står op kl. 7 og først er færdig med at arbejde kl. 23.00 alle ugens dage). Når jeg nu kan nøjes med ca. 4 timer om dagen i gennemsnit, hænger det sammen med tre ting:
1) at jeg har råd
2) at mit arbejde ikke er i en produktionsvirksomhed
3) at det er sådan, jeg ønsker at leve – altså et personligt valg.
Når vi taler om, at det er en god idé at gå fra 37 timer til en 30 timers arbejdsuge (eller fra fem til fire dage om ugen), vil det i nogle jobs give mening. Andre steder gør det ikke. Samfundet er over tid blevet rigere og rigere, på trods af inflation, svingende renter og krig. Det giver os følgende valg: enten at hæve levestandarden ved at forbruge mere (både privat og i det offentlige) eller at øge bevidstheden gennem mindre arbejde og nyde det, som vi har. Begge valg er lig med lykke, alt afhængigt af hvem man spørger.
Nogle jobs kræver mange timer hver dag
Uanset hvad vil der være jobs, som kræver indskud af timer for at få et tilsvarende output. De mennesker, hvor antallet af timer bestemmer output, kan altså ikke bare arbejde færre timer og få den samme betaling. Og det er formentlig især den type jobs, som Mette Frederiksen henviser til. Så hun har ret i, at hvis dem, som har disse jobs, arbejder mindre, betyder det færre skatter. Man kan dog med god ret spørge, om et bedre velfærdssamfund ikke kan skabes gennem en mere effektiv offentlig sektor, i stedet for blot konstant at skrue op for timer, skatter og afgifter. Man får nemlig ikke værdi ud af at slå hårdere og hårdere på en hest – men det får man ved at skabe gode rammer, så enhver kan yde sit bedste.
En fabriksarbejder sælger rigtignok sin tid
Er man fabriksarbejder, sælger man sin tid; er man serieiværksætter som jeg, sælger man værdi og viden. Hver arbejdsform har sine fordele. Fabriksarbejderen kan arbejde flere timer for at få mere, mens jeg skal investere, forberede og se mange år frem for måske en dag at få penge i kassen. Jeg løber en kolossal risiko, mens fabriksarbejderen har garanti for at få sin løn, hvis bare han møder op og udfører sit arbejde. Heri er forskellen.
Jeg arbejder 30 timer, men skaber alligevel værdi til staten
Når jeg kun arbejder 30 timer om ugen, er det altså hverken et udtryk for dovenskab eller ligegyldighed og heller ikke spor skadeligt for Danmark. Det er den mængde tid, der skal bruges på at udvikle en ny virksomhed, som lige nu er Wolfpack. Og igennem nye virksomheder kommer der arbejdspladser og masser af skatter at opkræve.
En programmørs arbejde afhænger også af timeantal
Et andet eksempel på mennesker, der arbejder mindre, men som med hensyn til time-output hører til samme kategori som fabriksarbejderne, er it-udviklerne i virksomheden Workfeed. De har valgt at gå fra en 50 timers arbejdsuge til blot 30 timer – og de er ikke en gang velhavende (endnu!). De har besluttet at effektivisere hverdagen og skære alle tidsrøverne væk. Det drejer sig fx om unødvendige, lange møder og andre afbrydelser i arbejdet. I det hele taget planlægger de nu ugen ud fra, at man ikke skal rende rundt om sig selv. En sådan stilling er i øvrigt også videnstung og et eksempel på, at hvis man kan effektivisere, behøver det ikke at medføre et ringere output.
Vi kan både blæse og have mel i munden
I begge 30-timers-modeller er der en pointe til systemet og politikerne. Vi må inddele stillinger efter, om output er enten time- eller værdi/videnbaseret, og vi må skære overflødige udgifter, ministerier, udvalg og andre unødvendigheder væk. Så får vi flere penge tilovers, og nogle borgere kan rent faktisk arbejde mindre. Desuden får vi naturligvis flere penge i statskassen, hvis private produktionsarbejdere lægger flere timer og derigennem hælder flere skattekroner ind i systemet. Det kan imidlertid langtfra stå alene. Staten må også indse, at selvom vi som samfund er blevet rigere, har staten selv gjort mange arbejdsprocesser mere bøvlede og selv stukket en kæp i hjulet. Det kan fikses ved at eliminere overflødigheder og effektivisere og privatisere det offentlige. Så skal den frie konkurrence nok hjælpe til i den rigtige retning. Herudover er det vigtigt at understrege, at velstand ikke alene opstår ud fra en produktionstankegang, hvor en time ind betyder et tilsvarende output. Som videnssamfund kan vi skabe rigdom på mange andre måder, fx gennem gunstige vilkår til iværksættere (såsom mulighed for ejerskab til medarbejdere).
