Jeg har stiftet mere end 20 virksomheder, heriblandt Billy, Paperflow og Salary, og er helt på det rene med, at man i udgangspunktet foretrækker så lave lønomkostninger som muligt for at skabe optimale vækstbetingelser. I Danmark har vi dog i den grad brug for et opgør med tendensen til at anskue kollegaer som medarbejdere med en fast, forudsigelig løn. Mange ansatte i startup-verdenen vil nemlig gerne behandles på lige fod med stifteren, når det gælder honoraret for ens arbejde – og ens risikoprofil.
Politikerne drøfter for tiden iværksætternes fremtidige vilkår. Gang på gang møder vi iværksættere desværre en unødvendig mur, der besværliggør eller forhindrer et ellers fordelagtigt setup for startups – især hvad angår aflønning af teamet. Reglerne for at få ejerskab frem for løn er nemlig således, at hvis man som virksomhedsstifter giver sine ansatte ejerandele, og værdien af disse andele er lavere end markedsprisen, betragtes de som værdier, der skal beskattes – som om det var løn. Problemet er imidlertid, at den ansatte jo ikke har modtaget penge og dermed ikke har noget at betale skat med. Desuden er der i starten stor usikkerhed om, hvorvidt værdien kan realiseres i fremtiden. Den pågældende har blot modtaget et dokument på, at han eller hun ejer en procentdel af virksomheden, som måske – jeg gentager: måske – kan sælges engang i fremtiden og i øvrigt sjældent kan indløses til markedsprisen, før et egentlig exit kommer på tale.
I stedet for en så forskruet regel burde det helt konkret være sådan, at hvis en kollega hellere vil have sin løn helt eller delvist udbetalt i ejerandele (ofte kaldet warrants) end i kontanter, må skatten udskydes, indtil en eventuel gevinst kan indløses. Det giver mening for alle: Vi vil få flere iværksættere og ”medarbejder-iværksættere”, som over tid kan øge deres formue i fællesskab. Det er ikke anderledes i mit nyeste startup Wolfpack, der håndterer udgifter for virksomheder.
Uden en mere fleksibel aflønningsform vokser virksomheden langsommere. Det er skidt på den lange bane. Fx har jeg selv modtaget 10 gange så meget i honorarer i mine exits, som hvis jeg bare var blevet aflønnet undervejs. Det understreger, hvilket output mennesker kan få ved at påtage sig en risiko kontra at få en forudsigelig løn. Faktisk har jeg nærmest aldrig trukket løn ud til mig selv. I mine øjne ligger pengene simpelthen bedre i virksomheden end i mine lommer frem mod et exit.
Med andre ord: Når stifterne kan udskyde at betale skat, så skal de samme regler også gælde for alle ansatte, der ønsker at påtage sig en risiko. Det er rimeligt og i alles interesse. Sådan vil flere virksomheder overleve de svære og hårde første år, hvor likviditeten er under pres. Rigdom distribueres bedre blandt alle på teamet, hvilket i udgangspunktet er fair for alle. Med enklere regler ville flere ansatte vælge warrant-honorering til og være med på rejsen frem mod et exit eller en overskudsdeling. Først den dag virksomheden sælges, modtager skattevæsenet sine penge, hvormed samfundet har bidraget til at skabe de bedste rammer for succes.
