Verden drejer ikke rundt af sig selv – heller ikke min verden. Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke alle dem, som bakker op om Billy, dem, som følger mig, og ikke mindst dem, der hader mig.

I blogindlægget har jeg dedikeret tre store, rundhåndede tak.

Tak til dig, der støtter mig

For tre år siden var der ikke et øje, som kendte mig. I dag er der mange tusinde energiske iværksættere, som har øjnene på mig. I skriver søde mails, stiller ivrigt spørgsmål og interesserer jer i det hele taget for mit liv som iværksætter. Tak for jeres opmærksomhed og støtte – den kan ikke byttes for guld.

Tak til dem, der hader mig

Succes er en frygtelig størrelse. For den kan pisse nogle rigtigt meget af. For hvorfor er det ikke dem? ”Ham der” har jo bare været heldig! Osv. Sagen er, at jeg sætter stor pris på modgang, for den styrker min medgang, og jeg kan ikke andet end at sende det bredeste smil, for alt styrker mig i sidste ende.

Tak til dem, der står mig nærmest

Min kæreste og familie, mine venner og kolleger, de står mig nærmest. Det er dem, som jeg bruger det meste af min tid sammen med, og dem, som altid bakker mig op – også når jeg møder modstand. Jeg takker af hjertet for den gavmildhed, som I drysser over mig, og ikke mindst for den interesse, som I har for mine iværksætter-eskapader. Det kan ikke måles i penge. Tusind tak!

Afslutning

Der er noget, som jeg har lært i USA. Sæt ikke dit lys under en skæppe. Det lærer vi ellers i Danmark, at man skal. Fortæl omverdenen, at DU er sej, og at DU gør det godt. Alt det positive spreder mere lykke og glæde, end alle vores ”haters” kan stampe op af jorden. For uanset hvor meget de hader os, så lukker de ikke munden på os, og deres brok og negative energi ender hos dem selv i sidste ende.

Husk at ros din sidemand, dem som gør noget godt, eller dem som bare gør en forskel for dig i livet!

Tak, fordi du også læste med.

Toke Kruse

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

One Comment

Leave a Reply