Vi skal tage os sammen i lille Danmark! Vi skal gentænke og redefinere os selv og vores holdninger, hvis vi i fremtiden skal blive store og kunne prale med verdens bedste velfærd, verdens bedste uddannelser og verdens bedste folkefærd. Ja, vi må se os selv i spejlet, for lige nu svarer det, at vores egen fortælling har fejlet. Vi har rundhåndet opfundet alverdens skatter og skabt et samfundssyn, som i virkeligheden skader os og spænder ben for så meget. I årtier er vi blevet bildt ind, at der eksisterer en parallel sammenhæng, hvor en større offentlig sektor giver mere velfærd, som kan øges med højere skatter. Vi tror, at hvis vi sænker dem, mister vi noget. Det er gruopvækkende, hvor mange vælgere der accepterer den præmis og bakker sådanne påstande op. Påstande, som ingen andre lande i verden tilsyneladende har købt, eftersom man stort set intetsteds følger denne danske ”superstats”-skatteopfindelse. Men okay, Danmark er også så lille, at udlandet måske derfor ikke har fået øje på os og vores ”geniale” brandbeskatning. Vi er blevet som en efterladt køkkenhave, hvor skatter og regler overalt gror frit som ukrudt, mens sunde træer topskæres, og langsigtede væksteventyr holdes nede. Det samme gælder de succesfulde mennesker, der skal betale til en samfundsmodel, som åbenlyst ikke fungerer. Den danske mentalitet stortrives, så når man samler tre toppolitikere, kan de da også sagtens opfinde endnu mere skat som ”top-topskat” eller et andet fjollet begreb som ”vicestatsminister”. Man kan undres over, hvorfor de ikke i samme omgang meddelte, at de fremover skal tiltales top-toppolitikere eller tip-toppolitikere!
Lad os lige analysere den nye top-topskat. Før var topskatten 15 % ekstra, når man årligt tjente mere end 552.500 kr. Dvs., at hvis man fx tjente 652.500 kr., beholdt man 15.000 kr. mindre til sig selv alene af den grund, at man havde skabt en værdi, som berettigede til en højere indtægt. Tag fx en selvstændig eller håndværker, som har knoklet igennem, været væk fra familie og lever generelt et mere risikofyldt – det er hende, som man tager den ekstra arbejdsindsats. Den andel vil man nu gerne øge for dem, som tjener mere end 2,5M kr. årligt – ikke med 5 %, men med hele 33,33 % oveni, så beløbet med den nye top-topskat nu bliver 20.000 kr. for hver 100.000 kr. over 2,5M kr. i løn. Det er jo i sig selv en voldsom stigning, men det største problem er, at vi overhovedet kan komme frem til en sådan løsning. Det siger nemlig først og fremmest noget om vælgerne, politikerne og den danske mentalitet. Hvilke andre steder i verden får man en så pudseløjerlig idé? Det sker kun her i Danmark, blandt skattetrolde, der bor under de store, svajende grantræer, som kaster et dystert mørke over os alle. Her er ikke rart at være – slet ikke for de rige, der let kan drømme sig væk, langt væk til palmer og skattely. Nu har politikerne givet dem endnu en god grund til at forfølge denne drøm. Se bare i Norge, hvor stribevis af rigmænd emigrerer, fordi skatten er for høj.
Man får virkelig afsløret, hvor misundelsen bor, hvor det gennemsnitlige spænder ben for noget bedre, og hvor vi for enhver pris skal høste andres frugter. I Danmark tænker vi stolte stort om os selv med smålighed og kortsigtede løsninger uden at overveje, om en sådan mentalitet bidrager med mere velfærd, alt imens den presser vellønnede ud af landet.
Vi må vågne op! Vi får ikke et mere velfungerende sygehusvæsen, bedre folkeskoler eller en mere moderne bilpark i Danmark gennem endnu højere skatter. Vi skal tværtimod belønne dem, der gør det godt – så kunne det jo være, at vi fik flere af dem i stedet for at jage dem langt bort.
