I samarbejde med blogger og iværksætter Kristoffer Hjerrild, kendt fra WinkWink, har vi givet vores seks bud på trends, for hvad fremtiden bringer for iværksættere og selvstændige. Indlægget er længere end normalt, for fremtiden bør bare fylde mere i det hele taget.

Vi har taget afsæt i vores egen hverdag, hvor vi med vores indsigt og viden inden for teknologi og e-handel ruster og forbereder dig på den fremtid, som vi går i møde. Fremtiden er uundgåelig, og hvis du vil overleve eller ligefrem drage fordel af at være på forkant, skal du læse med her. Vi er hverken fremtidsforskere eller spåkoner, men til gengæld har vi mange års praktiske erfaringer inden for online-verdenen og har til enhver tid fingeren på pulsen. Tør du at stoppe med at læse videre?

Vi håber, at indlægget tjener sit formål: at inspirere og skærpe din nysgerrighed for, hvordan du skal være opmærksom på de præsenterede trends.

Trend #1: Machine learning og big data

Af Toke Kruse
Machine learning er kommet for at blive. Det har været undervejs i flere årtier, men først nu er computerkraften blevet tilstrækkeligt stor til, at selv små virksomheder kan få adgang til denne form for beregninger og matematiske genialiteter. Vi er der ikke helt endnu, men trenden er, at det bliver større, og jeg spår, at machine learning bliver det nye sort i 2017/2018.

Hvad er machine learning, kort fortalt?

Kort fortalt er det en stor samling data, hvor man bl.a. tager beslutninger på baggrund af sandsynlighedsberegninger. Dvs. at når en Tesla luller af sted på motorvejen, uden at man holder hænderne på rattet, så er det bl.a. machine learning, der sikrer, at du ikke kører ind i de andre biler.

Fordelene ved machine learning

Trenden er på vej, fordi den giver helt nye muligheder for at løse problemer. Machine learning forbederer sig løbende i takt med, at der hældes mere data ind. Det kan fx have sin fordel, når man ønsker at software skal løse nogle opgaver, som før har været løst ved manuelt arbejde.

Ulempen ved machine learning

Mens andre trends har taget godt fat, er den store ulempe, at machine learning først er ved at tage fart og endnu ikke har bundfældet sig. Derfor er det svært at finde dygtige folk, og jeg formoder, at machine learning-eksperter bliver lige så efterspurgte, som dygtige udviklere er i dag.

Trend #2: Store spillere bliver større

Af Toke Kruse
I en tid, hvor små virksomheder lykkes, står de store virksomheder klar til at overtage dem. Derfor vil du i fremtiden også se en lang række opkøb inden for brancher, hvor der i forvejen er store spillere på markedet. Det kan være din åbning, hvis du tænker dig om og rammer timingen.

Fordelen

I takt med at det er blevet nemmere at starte virksomheder op på fx internettet, er der flere og flere små spillere, der får fat i et marked. Her ser de store monopoler en chance for opkøb, ligesom de mindre spillere øjner en økonomisk mulighed, der kan gøre dem til mangemillionærer. Inden for fx finansbranchen har jeg selv set, hvordan mastodonten Visma i de senere år har opkøbt regnskabsprogrammer, lønprogrammer og anden finanssoftware. Du skal derfor som iværksætter og selvstændig spørge dig selv om, hvorvidt du er i en branche, hvor der er spillere, du kan sælge din virksomhed til. Det er nemlig et udtryk for, at du er i en efterspurgt branche. Dermed ikke sagt, at du skal sælge til disse store spillere, men én ting er sikker: De har ét mål, nemlig at vækste igennem opkøb, så måske er du den næste.

Ulempen

Ulempen ved, at store spillere bliver større, vil kunne ses på konkurrencesituationen. Ender de med at blive et ægte monopol, vil priserne blive presset, eller også bliver det svært for nye spillere at komme ind på markedet. Det giver dog også mulighed for, at nye spillere kan komme ind på markedet, fordi priserne stiger. Igennem en årrække har jeg med et team på 10 mand bygget et stærkt alternativ til det traditionelle lønsystem, som fx Danløn, Bluegarden og Dataløn. Jeg har været ”heldig” med timingen, men heller ikke mere end det, for alle disse lønprogrammer er kommet i hænderne på enten store kapitalfonde eller Visma. Det betyder, at der nu er en markedsåbning for en spiller som min nye virksomhed inden for løn, nemlig Salary.

Du kan bruge denne trend til at forfine din marketingstrategi og markedsposition, så du sikrer dig, at du er i et attraktivt marked. Er der store spillere, så er de der, fordi markedet er stort nok. Det er klart, at så følger konkurrencen med, men hvis du evner at udkonkurrere de andre eller positionere dig skarpt nok, så har du en økonomisk mulighed netop der.

Trend #3: Nyt går hurtigere

Af Toke Kruse
En tredje trend, som jeg har valgt at tage med, er hastighed. Det er som sådan ikke en konkret trend, men i takt med at ny teknologi vinder frem, og nye spillere opdyrker nye markeder, vil du opleve, at alting går hurtigere og hurtigere.

Fordelen

Når ting går stærkere, kan du som innovativ iværksætter også gribe chancen og komme med på en ny bølge. Her handler det om, at du skal have et produkt eller en ydelse, der er attraktiv for en kundemasse, der vokser hurtigere og hurtigere og bliver større og større. Se bare på, hvordan nye apps går stærkt, når først de tager fat.

Ulempen

Det betyder også, at hvis ikke du rider med på fremtidens præmisser, vil du også miste momentum og i værste fald miste din virksomhed. Den gennemsnitlige levealder for de største SP-virksomheder (de største virksomheder i verden) er faldet drastisk over de sidste 50 år. Mens den før i tiden var ca. 65 år, er den på nuværende tidspunkt kun ca. 20 år.

Trend1

Man forventer, at dette tal vil falde til 10 år inden for den nærmeste fremtid. Hvad kan du lære af det? Du kan lære, at du skal være omstillingsparat og indstillet på, at når en ny trend tager fat, så går det lynstærkt. Det betyder også, at du skal være klar til at ændre din forretnings indtjeningsprincipper og tilbyde nye produkter på hylderne hurtigere, end du har været vant til. Udviklingen gælder ikke kun de allerstørste virksomheder – den rammer alle virksomheder, der står stille og hænger fast i status quo: De går hen og dør. De overlever ikke.

Trend #4: Samme dag-levering

Af Kristoffer Hjerrild
Glem alt om dag til dag-levering. Når man har været i E-commerce længe nok, finder man ud af, hvor vigtige fragtperioder er for både konvertering og ordrestørrelse. Specielt danskerne lader levering være afgørende for, hvem de handler hos, hvor meget de handler, og om de overhovedet ønsker at handle.

Trend2

Hvad er samme dag-levering og hvorfor? Det ligger forhåbentlig i ordene, men er kort og godt, at en kunde kan besøge en webshop, afgive en ordre og stå med produkterne i hånden samme dag. Det lyder utroligt, men ikke umuligt. Der har allerede været forsøg med netop sådanne koncepter i USA, som altid er et skridt foran os. Forsøgene har været med pakkeleverende droner! Hurtigt, effektivt og billigt. Det er klart, at den ekstra service bliver dyrere end ”normal” levering. Men med tjenester som udbringning af dagligvarer samme dag (bl.a. Nemlig.com) bliver det tydeligt, at forbrugeren er villig til at betale for den kortere leveringstid. Samtidig er det klart, at lige præcis dronelevering har et par bump på vejen ift. regulering og andre forældede love og regler – men mon ikke det løser sig, i takt med at droneteknologien udvikler sig, og man politisk får øjnene op for mulighederne?

Fordele: Som så mange andre online-trends er denne også en forbedring af kundeoplevelsen ved at handle online versus fysisk. Skellet mellem henholdsvis onlinekøb og at stå i en butik og få langet en vare over disken udviskes mere og mere, jo kortere leveringstiden bliver. Det vil også betyde, at E-commerce bliver et større marked, og det er altså et plus for både forbrugeren (som kan se frem til billigere varer) og webshop-ejeren (der naturligt nok ønsker, at flere foretager køb online i stedet for fysisk).

Ulemper: Det er tænkeligt, at trenden kvæler de små webshops. Med et lille varelager bliver det svært og måske næsten umuligt at tilbyde samme dag-levering. De små webshops har ikke mulighed for at have flere steder at opretholde et lager. De vil blive ”begrænsede” til at bruge den hypotetiske ”drone-station”, der er tættest på dem, og vil derfor ikke kunne levere samme dag over hele landet. Selvom det er meget futuristisk og hypotetisk tænkning, er det alligevel værd at tænke over.

Trend #5: Intelligente webshops

Af Kristoffer Hjerrild
Big data har længe været et buzz-word. Men af en eller anden grund er det faktisk et fåtal af webshops, der udnytter det potentiale, der oprigtigt ligger i big data! En klassisk webshop showcaser i dag de samme produkter til Moster Oda på 65, som de showcaser til Teenage-Jesper på 16. Det er klart, at det intuitivt bare ikke giver mening. Derfor tror jeg på, at vi inden for en meget kort tidsramme kommer til at se brugen af big data blive rullet ud i stor stil.

Trend3

Hvad er den ’kunstigt intelligente webshop’ og hvorfor? Den kunstige intelligens skulle altså bestå af webshoppens evne til at showcase de ”helt rigtige” produkter til de rigtige målgrupper. Det kunne være ud fra nogle parametre, man tillægger hvert produkt, men smartere endnu relateret til konverteringsprocenten på produkterne hos de specifikke demografiske grupper. Webshop-ejeren kan altså sørge for at showcase de produkter, som henholdsvis Moster Oda og Teenage-Jesper (og deres demografiske målgruppe før dem) har fundet mest interessant. Man kunne som webshop gå et skridt videre og teste design-ændringer på forskellige målgrupper. Selekteret på eksempelvis alder og køn kunne en webshop bruge en smule anderledes farver til hver målgruppe.

Fordele: For webshop-ejeren kunne dette være endnu et redskab til at øge konverteringsprocent og upsale effektivt, og det bliver allerede brugt mange steder til netop upsale, men bare ikke som én indledende feature. Forbrugeren bliver i sidste ende også bedre stillet, eftersom købsoplevelsen vil blive bedre.

Ulemper: Effekten af at bruge denne kunstige intelligens er desværre selvforstærkende. Lad os antage, at Moster Oda og hendes målgruppe ofte køber en bestemt jordbærmarmelade hos Nemlig.com. De udvikler og iværksætter nu deres big data-baserede, kunstigt intelligente system og showcaser produkter til Moster Oda, der falder i hendes smag – nemlig en jordbærmarmelade. Det viser sig dog, at hendes målgruppe ”vokser fra” den jordbærmarmelade og nu faktisk ville konvertere bedre på en anden marmelade. Nemlig.com får dog stadig data, der viser, at Moster Oda og hendes målgruppe køber den jordbærmarmelade, som Nemlig.com’s kunstigt intelligente system viser dem hver gang. De data, som systemet benytter, påviser altså en spuriøs sammenhæng mellem at være i Moster Odas målgruppe og foretrække jordbærmarmeladen over den anden marmelade, fordi systemet påvirker hendes målgruppe til netop at købe den, og ikke fordi hendes målgruppe foretrækker den marmelade.

Trend #6: Abonnementskoncepter

Af Kristoffer Hjerrild
I forrige måned skrev jeg et indlæg på Billy om netop dette emne, så denne trend fortjener også en placering her. Det er om noget en trend-raket, der allerede er skudt af sted, men jeg tør godt postulere, at den endnu ikke har nået toppen.

Hvad er abonnementskoncepter og hvorfor? Kort og godt er det blot, at forbrugeren betaler et fast beløb én gang om måneden (eller i andre rater) og får et produkt tilsendt. Ofte ses det med forbrugsvarer som hundemad, barberblade eller beauty-bokse. Men også varer, som man ikke lige ville forbinde med abonnementskonceptet, har man haft stor succes med. Her tænker jeg specielt på f.eks. sokker eller underbukser. Grunden til, at abonnementskoncepter allerede er og bliver en større trend fremover, leder mig videre til fordelene.

Trend4

Fordele: For forbrugerne er det en lettelse i hverdagen. De har nu mulighed for at tilmelde sig en abonnementsordning og få leveret produkter til døren; produkter, som de alligevel skulle købe. Samtidig bliver dette også ofte en billigere løsning, eftersom en webshopejer i højere grad er villig til at skære i avancen, når forbrugeren forpligter sig gennem en abonnementsordning. For webshopejeren bliver det derved også nemmere og mere sikkert at købe større varepartier hjem med sikkerhed for, at de kan afsættes til en mere eller mindre fast kundegruppe.

Ulemper: Omend de er få, er de væsentlige at nævne. Disse abonnementsordninger giver en vis uklarhed for forbrugeren, og det medfører en usikkerhed om udgifterne. Forbrugeren kan altså miste overblikket. For webshopejeren er det selvfølgelig en ulempe og kan resultere i utilfredse kunder.

Næste stop: fremtiden

Vi har i blogindlægget taget udgangspunkt i egne erfaringer og viden. Nu kan du vælge at tro på de seks trends, eller du kan læne dig godt tilbage for at se, om vi fik ret eller tog fejl. Vores anbefaling er dog, at du tager de seks trends dybt seriøst, for vi tror på, at de får en enorm indflydelse på iværksætteres og selvstændiges hverdag. Måske ikke i morgen, men så i den nærmere fremtid.

Mange hilsner

Kristoffer Hjerrild & Toke Kruse

 

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

One Comment

  • Claudio De Aquino - fremtidsresearcher siger:

    Inputs: Ulemper ved Abonnement formen: begrænset antal abonnementer som
    vil binde brugeren til max 5-7 abonnementer – efterfølgende vil den almindelige bruger muligvis afgrænse eller ophøre med formen da man er bundet over en længere periode økonomisk.

    Om Hurtig levering: fremtiden byder også på “slow delivery options”
    Iform af: tålmodighed = belønning.
    Og her Volvo se en større stigning i drophipping virksomheder der belønner kunder for deres tålmodighed.
    Hvis man antager at Anders accepterer at hans vare som er købt koster over 2000 kr og først kan leveres om 2 mdr forudbetalt, giver ham 20-15 % rabat for tålmodigheden kontra den hurtige levering til fuld pris.

Leave a Reply