Bankerne har noget unikt, som iværksættervirksomheder ikke har, nemlig en licens til at låne penge i Nationalbanken og derefter låne dem videre ud til dig, mig og andre virksomheder, alt i alt en enorm kundemasse. Bankerne er ikke dygtige nok til at udnytte denne unikke position i iværksætter-økosystemet, hvor stribevis af iværksættere har produkter, der vil gavne bankens kunder. Men nu er tiden kommet til at ryste posen og spille bolden over på bankernes banehalvdel.

Hvor skal bankerne tjene deres penge i fremtiden?

Ser du på fx Danske Banks regnskab, tjener de ikke primært deres penge på den traditionelle låneforretning, men på alle de services og ydelser, som ligger rundt om banken. De tjener altså deres penge på alt det, som ikke er beskyttet med en banklicens, og det er netop derfor, at bankerne allerede fra i dag og frem skal til at indgå strategiske partnerskaber i en helt anden skala, end vi har set før. For ikke nok med, at deres licenser ikke dækker over de forretningsområder, hvor de tjener pengene, det er også disse områder, hvor iværksættere er i fuld gang med disruption. Det betyder altså, at hvis bankerne ikke vil bankes af disruption, men fortsat gerne vil tjene penge, skal de i langt højere grad etablere disse strategiske samarbejder med iværksættere.

MobilePay er da en stor succes, det skete uden iværksættere

Jovist har Danske Bank fået succes med MobilePay, og selvom deres software er godt, prisbelønnet og rost til skyerne i mange medier, er kerneårsagen til netop denne succes formentlig i langt højere grad, at de har en så gigantisk stor kundeportefølje og så ekstremt dybe lommer. Dermed ikke sagt, at MobilePay ikke er godt; årsagen til succesen skal bare findes et helt andet sted. Forestil dig, at bankerne udnytter deres kundebagland og marketingbudget til at hjælpe de iværksættervirksomheder, de indgår strategiske samarbejder med. Så kan magien begynde – for både bankerne og iværksætterne. Udviklingen går kun stærkere, så koblingen mellem bankerne og de innovative iværksættere kan forblive på forkant.

Min anbefaling til bankerne er at udnytte potentialet fuldt ud

Hvor vil jeg hen med det? Jo, bankerne har altså store budgetter og et stort kundebagland, men de har ikke den ægte disruption under neglene. Omvendt sidder der en masse iværksættere, som spiser disruption til morgenmad, frokost, aftensmad og selvfølgelig natmad, og de er et kæmpe aktiv for bankerne. Det er jo indbegrebet af et stærkt samarbejde, når hver part har noget, som den anden ikke har – og slet ikke i samme skala. Min anbefaling til de danske banker er derfor entydig: Dyrk iværksætterne, deres startups og teams i langt højere grad, ellers vil et stort potentiale gå tabt for Danmark.

Sparring mellem banker og iværksættere er fremgangsmåden krydderet med API

Jeg sidder selv i en lang række it-virksomheder, herunder regnskabsprogrammet Billy og det nye alternativ til lønsystemer, Salary, som begge burde afføde en enorm interesse fra bankernes side, men det er ikke nået helt til tops i bankerne (endnu). Der burde være langt flere integrationer mellem de danske banker og systemer som oven for – der er så mange gevinster for både banken, virksomhederne og bankkunderne, at det er synd, at dette går tabt i gruppemøder og alt for lange, tunge beslutningsprocesser. Jeg håber derfor, at et blogindlæg som dette vil være med til at sætte banker og iværksættere sammen på en ny og innovativ måde. Og jeg går gerne forrest.

Fx bygger både Salary og Billy på åbne API’er og er skruet sådan sammen, at systemerne kan arbejde sammen med bankernes, ligesom det er muligt at stille denne software til rådighed for bankernes kunder og i bankernes eget regi.

Mulighederne er uanede, så næste trin er at indgå en dialog.

Om mig og kontaktinfo

Mit navn er Toke Kruse, jeg stiftede regnskabsprogrammet Billy i 2010 og har sidenhen haft fokus på finansielle produkter, herunder løn, i forbindelse med min anden virksomhed, Salary. Derudover har jeg skrevet 7 bøger om iværksætteri, skriver fast for Finans.dk og har været talerør for danske iværksættere igennem en længere årrække.

Min mail er toke@billy.dk, og telefonnummeret er +45 51 95 75 15. Ønsker du at høre mere om mulighederne med ovenstående samarbejder, er du nysgerrig efter at høre mere om et uformelt møde, eller ønsker du et foredrag om tidens trends, så skriv til toke@billy.dk.

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

2 Comments

Leave a Reply