(Uddrag fra bogen Fra Madpakker Til Millioner)

Administrerende direktør er blot din titel – det er dine handlinger og resultater, samt hvordan du behandler andre, der definerer dig.

Selvom det er et helt team, som definerer kulturen i din virksomhed, så er det dig som leder, der sætter retningen og rammerne. Derfor er det også vigtigt at pointere, at det at være chef ikke kun handler om processer, skemaer, budgetter og ledelsesmøder, men først og fremmest om dig og din personlige stil. Fx går jeg aldrig ubemærket hen, fordi jeg er direkte og stiller høje krav til folk omkring mig. Det er vigtigt for mig, at jeg er synlig. Men hvad der er vigtigt for mig, er ikke nødvendigvis vigtigt for dig. Du skal ikke kopiere min ledelsesstil, men lade dig inspirere af den for at finde din egen facon ud fra din egen personlighed.

Mit cheat sheet er en liste med 60 områder, du skal arbejde med. Tager du ét punkt om dagen, er du igennem listen om to måneder. Cheat sheet’et er skræddersyet til dig, der er nyudklækket iværksætter eller direktør, og er skrevet som hjælp til at udvikle et team fra en enkelt til 30 mand. Som chef må du heller ikke glemme dig selv, så du får også nogle menneskelige råd med på vejen. Dem får du brug for, når du skal skabe din egen succes.

Listen er inddelt i fire kategorier: 1) dine personlighedstræk, 2) dine handlemuligheder, 3) fællesskabets værdier og 4) dit teams handlinger. Du kan drage nytte af dem alle, men sørg også for, at teamet lærer sin andel. Det er en proces, som tager tid og kræver tålmodighed. 

CHEAT SHEET til CEO og ledere i startups del 1/4

– Dine personlighedstræk.

Hvad skal der til for at være en stærk leder? Og hvilke personlighedstræk har hjulpet mig til at skabe rammerne for mit team? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver besvaret i klyngen af råd til den nyudklækkede chef.

Vær en god kommunikator. En chef, som ikke kommunikerer klart, skaber forvirring, usikkerhed og utryghed i en organisation. Din rolle er at skabe sammenhold og gå forrest. Du skal tale klart i mails, men også når du skal formulere forventninger, visioner, kultur og mål. Det er ikke en let opgave, og der er talløse faldgruber, for det er svært at kommunikere klart og opstille en lang liste over, hvilke forventninger du har til dit team. Der skal være plads til, at folk kan komme til dig – også med forbedringer og kritik. Derfor skal du understrege, at al feedback er velkommen. Det er dog sværere end som så. Fx har jeg i de fleste af mine virksomheder fyldt meget, og når jeg siger til folk, at de skal hoppe, spørger de ikke ”hvorfor”, men ”hvor højt”. Det kan lyde som topstyring, men jeg ønsker faktisk så lidt hierarki som muligt, uden at det bliver en kollektivt ledet virksomhed. I åben kommunikation ligger der også, at du fortæller det, teamet har brug for at vide, men tilbageholder information, som kan forårsage uro. Du skal give klare svar på spørgsmål, men det nytter ikke noget, at du er som en åben bog og deler alt konstant. Det skal ikke være som i gamle dage, hvor direktøren sad for sig selv og udstak ordrer, men for megen information giver anledning til utallige kommunikationsstrømme og forvirringer. Som CEO har du også ansvar for, at hele ejerkredsen får tilstrækkelig information til at danne sig et virkelighedsnært overblik over virksomheden, ligesom de skal kende til virksomhedens tilstand. Hvor er der pukler, teamet skal overkomme, og milepæle, som er passeret? Det lyder let, men er noget af det sværeste for en ny leder at navigere i.

Vær vedholdende. Du kæmper til sidste mand. Iværksætteri er benhårdt, og det kræver kampe at vinde en hel krig. Af alle på teamet er du den sidste, der giver op. Det hører med til chefrollen. Når du møder modstand, må du overvinde presset og tvivlen, for der er altid en løsning. Skal du få succes som iværksætter og direktør, må du være vedholdende og stædig. Hold fast i din egen vision i stedet for at skifte den ud, hver gang du møder mod-stand.

Vær intuitiv. Hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det det sikkert også. Der findes ikke en silver bullet, som Billys direktør kalder det, og jeg er ganske enig. Der er derimod mange små tråde, du kan trække i, og hvis du vælger rigtigt, har du en velfungerende virksomhed, der over tid bliver succesrig. Du skal lytte til din intuition, især når der ikke er tilgængelige data at støtte sig til – og det er der langtfra altid i små virksomheder. Hvis du er en erfaren leder eller iværksætter, kan din dømmekraft komme på prøve, men lad ikke dine fornemmelser feje dig af banen, blot fordi en ny undersøgelse kommer på bordet. I Billy er teamet yderst datadrevet, og det er stærkt og nødvendigt, men hvis du har flere års erfaring på et felt, skal den også have en vis vægt. Det stærkeste afsæt i en agil organisation får du ved at basere klare visioner på både din intuition og på data. Billy er et godt eksempel: Hvis nogen havde foretaget en dybere undersøgelse af markedet for regnskabsprogrammer, da jeg grundlagde firmaet, ville tommelfingeren have peget nedad. Min mavefornemmelse fortalte mig noget andet. Hvis du er iværksætteren med de store visioner, og din direktør er datadrevet, så gør jer selv den tjeneste at udfordre hinandens tanker – det var en af de største styrker i samarbejdet mellem mig og Jonas Midtgaard.

Vær autentisk. Fang folks følelser i stedet for kun at læne dig op ad data. Når dit team mærker dit engagement, mærker de også, at I kan gøre en forskel sammen. For dig selv, for firmaet og for hver enkelt person skal du kreere et why, som giver genklang i teamet. Ingen bliver motiveret af, at aktionærerne skal tjene penge, men hvis du viser, at virksomheden løser et problem, ved at alle i teamet knokler, bliver det jeres fælles drivkraft. Hvis du er autentisk, er det også lettere for folk at acceptere, at du begår fejl. Kender dit team mennesket bag chefen, er det langt mere tilladt at begå fejl.

Bliv ekspert. Bliv ekspert i din branche ved at skrive bøger, blogge og udtale dig til medierne om det, du ved noget om, og som andre ikke tør sige. Skriv selv bøgerne i stedet for at benytte en ghostwriter, det er langt mere troværdigt. Skriveprocessen skaber struktur i tankemylderet og gør genfortællingen lettere bagefter, når du deler din viden med andre. Hvis du tager udgangspunkt i det, du allerede ved mest om, er det lettere at opbygge en position som ekspert. Det bliver også kaldt thought leadership.

Artikuler. Forestil dig, at du er hovedpersonen i et spektakulært skuespil. Det kan lyde useriøst eller bøvet, men som chef skal du overartikulere dine visioner og planer. Hvis folk skal gå i dine fodspor, skal budskabet om virksomhedens og teamets mål være klart som i et teaterstykke. På en scene lægger skuespillere tryk på ordene og taler højere end normalt, selvom det for publikum lyder som en almindelig samtale. Det gør det lettere at forstå pointerne. ”At være skuespiller handler om at få mennesker til at føle noget, så de kan forstå sig selv eller andre mennesker bedre og se på sig selv og på livet på en ny måde”, sagde skuespillerinden Alba August i Berlingske. Det er netop essensen af din rolle som chef: Du skal få dit team til at føle, at virksomheden er på rette vej.

Vær visionær. Find altid et overordnet mål eller en vision, som alle i teamet kan relatere sig til og huske. Et tal, som er kvantificerbart og let at følge. I Billy blev det et specifikt mål for MRR – altså vores månedlige abonnementsomsætning. I Paperflow er målet 1 mia. scanninger om året. Dermed ved alle, hvad vi arbejder hen imod. Du og visionen er fyrtårnet i det fjerne. Et konkret mål giver folk retning på deres tanker, og alle kan altid spørge sig selv: “Laver jeg det, der understøtter visionen og det konkrete mål?” Alle i Paperflow ved, at vi skal bygge den bedste scanningsmotor i verden, så hvis ens arbejde ikke understøtter det, skal man ændre sine arbejdsopgaver.

Vær sportsudøver. Dyrk sportens verden som strategi. At drive en virksomhed er nøjagtigt som at være elitesportsudøver, og selvom man som iværksætter ikke behøver at være en konkurrencedrevet sjæl, kommer man længst, hvis man forholder sig til konkurrenterne og markedet – ligesom en professionel sportsudøver ville gøre det. Der er talrige paralleller: Det handler om at vinde, få succes, træne konstant (især før store turneringer) og om, at man kun bliver den bedste, hvis man beskæftiger sig med sin sportsgren i tusindvis af timer. Om e-sport udtaler Kasper Hvidt til DR: ”Jeg tror, at man skal prøve at forstå, at for sportsfolk er det ikke pengene, der driver dem. Det er præstationen. Vi lever i et relativt privilegeret samfund som danskere, og der er penge slet ikke en stor nok driver til at kunne skabe de præstationer, som Astralis har gjort i 2018”. Det er endnu en pointe: De dygtigste sportsudøvere får ikke succes, fordi de ønsker at tjene kassen, men fordi de har en passion og motivation for at præstere. Det samme gælder for iværksættere.

Vær risikovillig. Hvor der er en gevinst, er der også en risiko. Derfor kan du heller ikke forvente at tjene en formue, hvis ikke du satser. Ser du til gengæld en risiko, er det også et signal om, at du her kan tjene penge. Der er altså en mulighed, fremfor en begrænsning eller et faresignal. Kig nogle gange ud over det, du kan se her og nu, så du ikke udelukkende gør ting, du ved sker. Fasthold din nysgerrighed, selv når du vokser. Store virksomheder glemmer denne del og dør efter 15 år, netop fordi de er bange for at miste noget af det, de allerede har.

Selvindsigt. Det er altafgørende, at du kender dine egne begrænsninger på rygraden og har høj selvindsigt, så du ved, hvornår dine egne evner slipper op. Det kan være en stor sten i skoen, hvis du tror, at du kan blive god til alting, eller ikke indser, hvornår det er på tide, at andre tager over. Det var en af årsagerne til, at jeg overlod CEO-rollen til Jonas Midtgaard – han var simpelthen bedre til rollen i vækstfasen, mens min styrke lå i at få idéen og skabe fundamentet for virksomheden.

Det var de første punkter i min cheat sheet. Næste del drejer sig om dine handlemuligheder som leder. Læs del 2, del 3 og del 4 her på bloggen, eller få det komplette cheat sheet fra min nye bog Fra Madpakker Til Millioner. Køb den som e-bog eller lydbog her på siden, eller få fingrene i et fysisk eksemplar på Saxo.com 

 

Gå aldrig glip af et blogindlæg – tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Leave a Reply